500 halmballer i brand resten af natten

Nordjysk kvæggård ramt af storbrand - brandfolk kæmper for at holde ilden borte fra bygningerne

Brandfolk kæmper hårdt for at holde flammehavet i det enorme halmlager på afstand af  den nordjyske kvæggård. (Foto: René Schütze)
Brandfolk kæmper hårdt for at holde flammehavet i det enorme halmlager på afstand af den nordjyske kvæggård. (Foto: René Schütze)

Et enormt lager på flere end 500 store halmballer vil brænde resten af natten på en kvæggård på Vester Halnevej ved Vadum lige nord for Flyvestation Aalborg, vurderer vagtchefen hos Nordjyllands Politi her til aften.

- Det brænder lystigt stadigvæk. Det er noget, der praktisk taget ikke kan slukkes, så det får lov til at brænde, siger han til Ekstra Bladet.

Ilden har fat i tre høje stabler af baller, og brandfolkene kæmper fortsat med at holde flammerne på afstand af gårdens bygninger.

- Strålevarmen er meget voldsom, for ilden har fat over alt i halmen. Heldigvis er vinden med os, så vi kan holde ilden væk fra bygningerne, siger vagthavende beredskabsinspektør, Peter Reinau, Aalborg Brand & Redning, til Ekstra Bladet.

Hvis flammerne skulle begynde at brede sig til en nærliggende løsdriftsstald med skønsmæssigt 150 kreaturer, vil det blive nødvendigt at evakuere dyrene, siger Peter Reinau.

Han skønner, at det vil vare flere døgn, før ilden er helt slukket.

I følge de første oplysninger om en mulig brandårsag kan der være tale om, at den er startet via gnister fra en såkaldt halmsnitter, som har været i brug på ejendommen.