51-årig varetægtsfængslet: Kvalte veninde med sjippetov

Drabsmanden drak en øl, før han ringede til politiet

Med et sjippetov snoet to gange om halsen på offeret, tog en 51-årig bornholmer mandag aften livet af sin veninde.

Det forklarede han selv tirsdag under grundlovsforhøret i Retten på Bornholm, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 25. april.

Ekstra Bladets mand ved retsmødet, fotograf Morten Brandborg,  oplyser, at den 51-årige er sigtet for drab, men erkender kun uagtsomt manddrab. Det var ikke meningen, at veninden skulle dø, da han strammede til, lød forklaringen fra manden, der beskrives som stor og muskuløs. Han skal nu mentalundersøges.

Kvinden blev dræbt i dette gule hus. Hun blev kvalt med et sjippetov med stålwire. Foto: Morten Brandborg
Kvinden blev dræbt i dette gule hus. Hun blev kvalt med et sjippetov med stålwire. Foto: Morten Brandborg

En kvinde er fundet død i dette hus på Bornholm (Foto: Morten Brandborg) 112 - 3. apr. 2018 - kl. 06:12 Kvinde fundet dræbt i sit hjem

Uvenner flere gange
Den 51-årige, der er omfattet af navneforbud, boede sammen med den 34-årige kvinde vest for Østermarie i et område uden ret mange naboer. Her havde de ifølge Ekstra Bladets oplysninger boet siden 1. maj sidste år. Han er førtidspensionist og har ikke haft job i mange år.

I retten forklarede den sigtede, at de to ikke var kærester, og at hun i øvrigt var stukket af fra Sankt Hans’ Hospital i Roskilde, hvor hun var indlagt til afvænning. Han havde forsøgt at overtale hende til at tage tilbage.

De to havde i løbet af mandagen drukket alkohol og var flere gange blevet uvenner, først hos en bekendt og siden hjemme i Østermarie.

– Hun opførte sig som en skolepige, sagde den 51-årige i retten og tilføjede, at hun var irriterende og provokerende.

Det var også hende, hævder den sigtede, der hentede sjippetovet og lagde sig på sengen i soveværelset kun iført trusser og bh. Ifølge drabsmanden tirrede hun ham og sagde blandt andet ’gør det nu, tøsedreng’. Det gjorde ham rasende.

– Og så slog det klik.

Ville ikke løsne tovet
Sjippetovet, der blev brugt til drabet, havde en indlagt stålwire, og anklageren oplyste i retten, at det sad så stramt om halsen, at politiet ikke kunne løsne det, da de kom frem.

– Jeg ved godt, at jeg har uanede kræfter, sagde drabsmanden.

Den 51-årige kan ikke huske, hvor længe, han strammede til, men på et tidspunkt slap han taget og gik ind i et andet rum. Her drak han en øl, mens han ’håbede, hun ville vågne’. Da det ikke skete, ringede han til politiet og sagde, at han havde slået hende ihjel.

Vagthavende bad ham løsne sjippetovet, men det nægtede han.

Mens han ventede på politiet, nåede han at drikke en halv øl mere. Promillen blev efter anholdelsen mål til 2,59.