52-årig har fået 17 spritdomme: Kørte med promille på 2,27

En 52-årig mand er blevet idømt et års fængsel for spirituskørsel. Det var dom nummer 17

Hvad kigger politiet efter, når de laver alkoholkontrol? Få svaret i videoen her

Dom nummer 17 for spirituskørsel sendte i dag en 52-årig mand fra Køge et år i fængsel.

Det skriver Dagbladet Køge.

Den 52-årige mand har allerede fået frakendt kørekortet 16 gange, inden han denne gang fik et års fængsel. Alle 17 domme handler om spirituskørsel, skriver avisen.

Manden blev stoppet af politiet 18. april, da han lå og sov i sin bil. Bilen holdt på en parkeringsplads hos en vognmand i Herfølge, som den 52-årig mand forinden havde drukket sammen med.

I Retten i Roskilde forklarede den nu dømte mand, at han havde drukket mellem tre og fire øl. Han havde desuden drukket en smule Gammel Dansk, da politiet bankede på ruden.

Men politiets målinger af alkoholpromillen i hans blod tydede på, at han havde fået meget mere at drikke. Promillen blev nemlig målt til at være på 2,27.

Kørte lastbil med høj promille
Det er ikke første gang, at manden blev stoppet med så høj en promille i blodet. 13. august 2017 blev han taget med nøglerne til en lastbil, som han havde stjålet.

Den 52-årige mand erkendte, at han havde drukket nogle øl og et par dram. I den stjålne lastbil havde han kørt fra Lille Skensved til Over Draaby ved Jægerspris, inden han blev stoppet af politiet.

Da hans promille blev målt, var den på 2.38.

Manden fortalte i retten, at han ikke drak hver dag, men at han havde taget nogle ture i forbindelse med en depression. Han erkendte alle forhold, som han var tiltalt for.

Retten kendte manden skyldig, og de lagde vægt på, at manden var blevet dømt 16 gange for spirituskørsel mellem 1986 og 2015.

Frakendt kørekortet
I 2015 fik han frakendt retten til at køre bil i ti år samt et års fængsel.

Da Retten i Roskilde denne gang afsagde dom, blev manden endnu engang idømt et års fængsel samt frakendelse af kørekortet i ti år.

Han fik desuden konfiskeret sin bil. Han ankede dommen på stedet til Østre Landsret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere