54-årig slået og sparket i hovedet: Kender du disse mænd?

Politiet offentliggør nu overvågningsbilleder i forbindelse med voldsomt overfald på 54-årig mand sidste år

På trods af en omfattende efterforskning mangler politiet fortsat at identificere to unge mænd, som mistænkes for at stå bag et voldeligt overfald på en 54-årig mand sidste år.

Overfaldet skete kl. 2.30 om natten til søndag den 26. november på beverdingen ’White Horse’ – også kaldet ’Hesten’ – på Hovedgaden i Hedehusene.

Her overfaldt to gerningsmænd den 54-årige mand med slag, spark og tramp i hovedet, hvorefter de stak af. Under overfaldet pådrog offeret sig blandt andet tandskader.

I forsøget på at identificere gerningsmændene offentliggør politiet nu overvågningsvideo fra stedet.

- Hvis nogen ved, hvem de er, eller i øvrigt har oplysninger om overfaldet, så hører vi meget gerne fra dem, siger politikommissær Claus Bardeleben fra Københavns Vestegns Politi.

Gerningsmændene er beskrevet som danske mænd mellem 25 og 30 år gamle.

Den ene er ca. 180 cm høj og almindelig til kraftig af bygning. Han var ved overfaldet iført en sort kasket og sort hættetrøje med Peak Performance-logo.

Den anden er ca. 185-190 cm høj, almindelig til muskuløs af bygning og tatoveret i nakken og på halsen. Han var iført en rød trøje.

Henvendelse døgnet rundt til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere