55-årig sigtet for trusler mod politigården i Roskilde

Politiet mener, en 55-årig står bag trusler om at skyde politifolk som hævn for at have beslaglagt hans bil

Midt- og Vestsjællands Politi modtog 12.51 tirsdag et opkald fra en mand, som truede med, at han ville komme og skyde alle politifolkene på politigården i Roskilde.

Manden, som var tydeligt spirituspåvirket, sagde i telefonen, at årsagen til hans vrede var, at politiet tidligere på dagen havde beslaglagt hans bil.

Kort før klokken 17 er en 55-årig mand fra Næstved blevet anholdt i sagen.

Politiets søgelys faldt på ham, da politiet kiggede i opgørelsen over biler, som var blevet beslaglagt i forbindelse med spirituskørsel. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den anholdte er blevet præsenteret for en sigtelse for trusler mod offentlig myndighed, en sigtelse, som han erkender sig skyldig i.

Der vil senere blive taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør. Politiet har tirsdag aften ikke yderligere oplysninger i sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere