57-årig kvinde fortsat fængslet i mørklagt sag om mordforsøg

Politiet mener, der er risiko for, at nogen kan blive dræbt. Sigtelse holdes hemmelig

Den 57-årige er på anden måned hemmeligt fængslet af retten i Lyngby. Foto: Mogens Flindt/Polfoto
Den 57-årige er på anden måned hemmeligt fængslet af retten i Lyngby. Foto: Mogens Flindt/Polfoto

Ved du noget om sagen? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

En 57-årig kvinde har i dag fået forlænget sin varetægtsfængsling ved retten i Lyngby i en mystisk sag om drabsforsøg, hvor hun ikke er sigtet for selv at have begået drabsforsøget, men har ’tilskyndet’ en eller flere andre gerningsmænd til at dræbe en ukendt person.

Politiet hemmeligholder alle oplysninger om det mulige forsøg på ’lejemord’, men Ekstra Bladet erfarer, at der for tiden ikke er andre gerningsmænd varetægtsfængslet i sagen.

Retten i Lyngby forlængede i dag kvindens varetægtsfængsling med fire uger, efter at hun frivilligt og uden retsmøde havde indvilget i fortsat fængsling.

Hverken efterforskningsleder, politikommissær Henrik Gunst eller sagens anklager Helle Olesen vil kommentere sagen.

Liv er måske på spil
Politiet mener, at mørklægning af sagen er afgørende for at eliminere risikoen for, at nogen bliver dræbt under efterforskningen.

Kvinden blev anholdt sent om aftenen den 30. marts, og dagen efter blev hun fremstillet i et grundlovsforhør for såkaldt dobbelt-lukkede døre, hvor hverken kvindens identitet eller den præcise sigtelse mod hende blev oplyst.

Hun blev dog sigtet for drabsforsøg og efter straffelovens § 23, der handler om, at alle, der ved ’tilskyndelse, råd eller dåd’ medvirker til en forbrydelse, kan straffes.

Den bestemmelse vil for eksempel blive brugt, hvis den sigtede overtaler eller betaler en anden person til at begå et drab.

I grundlovsforhøret den 31. marts, hvor kvinden nægtede sig skyldig og afviste at udtale sig, blev hun fængslet til den 28. april af hensyn til politiets efterforskning af sagen, som hun ikke måtte kunne påvirke. Forsvarer Peter Ølholm forsøgte forgæves at få den 57-årige kvinde løsladt, fordi mistanken var meget tynd.

Ved fængslingsfristen udløb indvilgede den 57-årige i fortsat fængsling frem til i dag, men da den udløb, indvilgede hun frivilligt i at tage fire uger mere, mens politiet fortsat efterforsker sagen. Politiet har også udtrykt frygt for, at den 57-årige, hvis hun kom på fri fod, ville flygte til udlandet.

Ved du noget om sagen? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere