6 ringbind rummer hemmelig sag mod 15-årig pige

Sagen har vokset sig stor siden anholdelsen af en teenagepige fra Kundby

Pigen er gået med til at fængslingen mod hende er opretholdt. (Privatfoto)
Pigen er gået med til at fængslingen mod hende er opretholdt. (Privatfoto)

Sagen mod en 15-årig pige fra Kundby har vokset sig stor på de fire uger, pigen har siddet fængslet.

Således kunne anklageren Peter Ahleson i dag i retten i Holbæk præsentere seks turkisfarvede ringbind med materiale  i sagen, som han overrakte til dommeren og sekretæren i retten.

- Sikke nogle dejlige farver, udbrød dommer Anette Codam om ringbindene.

Hemmelige papirer

Hvad der er nedfældet på papirerne i mapperne, er dog en hemmelighed for offentligheden.

Dagens retsmøde skulle tage stilling til fortsat varetægtsfængsling efter, at sagen startede i januar. Pigen blev anholdt 13. januar efter en stor politiaktion i hendes hjem, hvor blandt andre bomberyddere arbejdede i fem timer og bar kasser ud fra hjemmet.

Ekstra Bladet erfarer, at sagen mod pigen vedrører en form for 'eksplosivstoffer'. Hun skulle angiveligt have haft noget i kælderen, som var blevet rørt sammen, men det er usikkert, hvad det nærmere er.

Pigen har i dag valgt frivilligt at lade fængslingen af sig forlænge og var ikke til stede i retten. Det var til gengæld en mand i 20'erne - en tidligere syrienskriger - som blev anholdt nogle dage efter pigen i sagen og som ligeledes sidder fængslet.

I sort træningsjakke og bukser nikkede han kort til pressen, før dommeren - igen - valgte at lukke dørene for pressen, så de ikke skulle høre, hvad sagen drejer sig om. Der er nemlig såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden end ikke må få af vide, hvad sigtelsen går ud på.

Isolation vakte opsigt

Det vakte opsigt, da dommeren i sagen for to uger siden valgte at forlænge isolationsfængslingen af den 15-årige pige.

Hendes forsvarer havde forinden udtrykt bekymring over, at pigen havde det betydeligt dårligere end første gang han mødte hende, og Folketingets ombudsmand valgte på eget initiativ at besøge den fængslede pige. 

Direktør Jonas Liisberg fra Ombudsmandens Børnekontor har sammen med repræsentanter fra Institut for Menneskerettigheder og Dignity - Dansk Institut Mod Tortur undersøgt, om pigen blev behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med sine rettigheder.

- Vi har ikke været på besøg for at spørge ind til det strafferetslige. Når pigen er isolationsfængslet, så er hun det. Men vi har spurgt ind til de forhold, som hun er isolationsfængslet under, forklarede Jonas Liisberg til Ekstra Bladet.

I sidste uge valgte anklagemyndigheden at droppe den fortsatte isolations-fængsling af pigen. Hendes forsvarer har oplyst, at han nu vil arbejde for, at pigen kan sidde i en ungdomsinstitution i stedet for i det arresthus, hun i øjeblikket befinder sig i.

-Vi har været i kontakt med kommunen, og de har fundet et sted, de mener er passende, siger advokaten Nima Nabipour.

Senere i dag afgør dommeren om den anholdte mands fængsling skal opretholdes.

Kort efter anholdelsen af pigen talte Ekstra Bladet med pigens bror. Hør om det og om sagen her.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere