60-årig kvinde stopper røver: Ville stjæle hendes bil

En 60-årig kvinde har anmeldt, at hun blev overfaldet af en mand, der forsøgte at stjæle hendes bil. Hun stoppede dog røveren ved at kaste sine bilnøgler væk

En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet, efter han sent torsdag aften blev anholdt og sigtet for at have begået et røveri mod en 60-årig kvinde.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Den 60-årige kvinde har anmeldt, at røveriet skete klokken 23.21 på OK-tanken på hjørnet af Borumvej og Viborgvej vest for Aarhus.

Hun forklarede ifølge politiet, at hun var ved at tanke sin bil, da hun blev overfaldet.

- Han kommer løbende hen mod hende og tager fat i hendes venstre skulder og kaster hende ned, så hun lander på ryggen, siger vagtchef Michael Ørum fra Østjyllands Politi.

- Han sparker hende over skinnebenet, og han er ophidset og spørger hende, hvor hendes bilnøgler er.

Efter at have væltet kvinden omkuld, satte han sig ifølge kvindes forklaring ind i bilen og prøvede at starte den uden af have nøglen.

- Hun rejser sig op igen og åbner bildøren der, hvor han sidder. Hun prøver at få ham ud af køretøjet ved at trække i ham, og så træder han ud af bilen og siger, at han vil have hendes nøgler.

- Hun bliver skubbet og lander på jorden igen, men hun er snarrådig og kaster nøglen så langt væk, hun kan, så den forsvinder i mørket, fortæller vagtchefen.

Efter kvinden kastede nøglen væk, har hun forklaret til politiet, at røveren opgav at stjæle hendes bil. Til gengæld prøvede han uden held at stjæle en anden bil, der netop var kørt ind på tankstationen.

Efter han måtte opgive sit forsøg med at stjæle den anden bil, forlod han tankstationen til fods. Der gik dog ikke længe, før en hundepatrulje fra politiet fandt ham og anholdt ham.

Manden er kendt af politiet i forvejen, og han er tidligere dømt.

- Han er kendt i misbrugsmiljøet, og han var påvirket og uligevægtig, siger vagtchefen.

Den 26-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag og varetægtsfængslet frem til 2. maj. Han kærede ikke kendelsen.

Skærm

Hent flere
Hent flere