61 mennesker mister livet i skovbrand i Portugal

Størstedelen af de omkomne i skovbrand er brændt ihjel i deres biler, mens de forsøgte af undslippe flammerne

Se de voldsomme billeder af skovbranden. Video: AP

Mindst 61 personer er omkommet efter en omfattende skovbrand i det centrale Portugal.

Det oplyser den portugisiske regering søndag eftermiddag.

- Antallet af døde kan fortsat stige, siger landets premierminister, Antonio Costa.

- Det vigtigste er nu at redde de personer, der fortsat kan være i fare, lyder det videre fra Costa, der betegner branden som den største tragedie i årevis.

Foruden de omkomne er 59 personer kommet til skade. Blandt dem er fire brandfolk og et barn, beretter tv-stationen RTP. Fem af de sårede skulle være i kritisk tilstand.

Tidligt søndag morgen lød det fra de portugisiske myndigheder, at hovedparten af de dræbte mistede livet, da de forsøgte af undslippe flammerne i deres biler. De blev brændt ihjel, da ilden fejede hen over en vej.

Der er foreløbig ingen oplysninger om de omkomnes identitet, eller om der skulle være udlændinge iblandt.

- Alle er civile. Tre døde af røgforgiftning, og 16 brændte ihjel i deres biler, da de blev fanget af flammer på vejen fra Figueiro dos Vinhos til Castanheira de Pera, sagde Jorge Gomes fra indenrigsministeriet kort efter midnat, da dødstallet endnu blot var på 19.

Den nævnte vejstrækning ligger i nærheden af den mindre by Pedrógão Grande i Leiria-distriktet cirka 200 kilometer nordøst for hovedstaden Lissabon.

Branden brød ud lørdag eftermiddag. Politiets teori er, at et lyn har slået ned i et træ, hvorefter ild har spredt sig.

Knap 600 brandfolk og 160 slukningskøretøjer er blevet sat ind for at få kontrol over flammerne.

Blandt andet Frankrig og Spanien vil hjælpe med slukningsarbejdet og har sendt fly til området.

Branden truer adskillige landsbyer.

Portugals præsident, Marcelo Rebelo, er taget til området og har mødtes med flere af dødsofrenes familier. Også premierministeren vil besøge området.

Portugisiske medier har de seneste dage skrevet om risiko for skovbrande i blandt andet det sydligt beliggende Algarve, der er Portugals mest populære turistdestination, som følge af meget høje temperaturer.

Portugal blev lørdag ramt af en hedebølge. I Lissabon og mange andre steder i landet nåede temperaturerne op over 40 grader.

Udenrigsministeriet skriver på Twitter, at det følger situationen i Portugal tæt.

Danskere i området, der måtte have brug for hjælp, kan kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice på telefonnummeret +45 33921112.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere