62 lig fundet i havet

150 migranter blev torsdag meldt savnet ud for Libyens kyst. 62 af dem er fredag fundet døde

Migranterne blev meldt savnet, efter to både kæntrede torsdag. Video: AP

Redningsarbejdere fra hjælpeorganisationen Røde Halvmåne har fredag hentet ligene af 62 migranter op fra havet ud for Libyens kyst dagen efter det, FN kalder årets værste skibsforlis i Middelhavet.

Torsdag blev op mod 150 mennesker meldt savnet, da to både kæntrede efter at have sat ud fra byen Komas, der ligger cirka 120 kilometer øst for Libyens hovedstad, Tripoli.

De første meldinger lød på, at mindst 132 blev reddet i land. Der er fredag aften ikke gjort rede for de resten af de savnede.

To migranter, der blev reddet i land, havde betalt mellem 200 og 400 dollar hver til menneskesmuglere, som havde lovet at transportere dem til en kyst i Italien inden solnedgang torsdag.

Det fortalte de i telefonen til nyhedsbureauet AP.

Mindst 12 personer er kørt til hospitalet i Komas, mens resten af migranterne er bragt til et center i myndighedernes varetægt.

En af de overlevende fra torsdagens forlis er en mand fra Eritrea. Han fortæller, at skibet, han befandt sig på, kæntrede efter at have sejlet i en time.

Han fortæller også, at de fleste migranter om bord på skibet var kvinder, og at de fleste af dem druknede.

- Alle, der druknede, var kvinder. Kun to af pigerne reddede sig selv, siger den unavngivne mand ifølge AP.

26-årige Mustafa Mahmoud fra Egypten var også om bord på en af de kæntrede både. Han fortæller, at det var libyske fiskere, der reddede migranterne i land, og at der også var børn om bord på en af bådene.

- Jeg så mange lig i vandet. De fleste af dem var børn og kvinder, som ikke kunne svømme, siger han.

Ifølge AP var der blandt migranterne folk fra Eritrea, Egypten, Sudan og Libyen.

Ifølge anonyme embedsmænd er nogle af migranterne kørt til et center i byen Tajoura.

Lejren i Tajoura blev 3. juli ramt af et luftangreb, der dræbte mere end 50 mennesker. Det medførte bekymring for migranternes forhold i Libyen.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har krævet centret i byen lukket uden held.

- Det bringer med fuldt overlæg disse menneskers liv i fare, skrev Vincent Cochetel, som er UNHCR’s udsendte for det centrale Middelhav, fredag i et opslag på Twitter.

Ifølge FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, var torsdagens forlis årets hidtil værste i Middelhavet.

Farvandet mellem Libyen og Italien er en af de mest brugte ruter for flygtninge og migranter, der søger over Middelhavet mod Europa.

Tusindvis af migranter drukner årligt i forsøget på at krydse Middelhavet i ofte små og ikke sødygtige både.

Tidligere i juli omkom 72 mennesker, da en båd fuld af migranter forulykkede ud for Tunesiens kyst.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere