64-årig fængslet: Købte 14 centimeter lang slagterkniv kort før drab

En 64-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger for drabet på en 70-årig bekendt

Kvinden blev fundet død i bilen her. (Video: Rene Schütze)

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet): Torsdag formiddag blev en 64-årig mand fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

Han er sigtet for drabet på en 70-årig kvindelig bekendt, der onsdag eftermiddag blev fundet død i en parkeret bil ved Teglgårdsvej i Frederikshavn.

Den 64-årige ankom til retten iført sort træningstøj og kinasko og med fikseringsbælte på. Han var tydeligt påvirket af situationen og havde tårer i øjnene og snøftede, oplyser Ekstra Bladets mand på stedet.

Han nægter drab, men han erkender grov vold og ønskede ikke at udtale sig i retten.

Under grundlovsforhøret dokumenterede anklageren, at den 64-årige selv ringede til politiet og fortalte, at han havde dræbt sin bekendte, mens hun sad i sin bil.

'Er du seriøs', spurgte telefon-operatøreren hos vagtcentralen.

- Ja, min bekendte sidder i sin bil. Jeg stak hende to gange i halsen, så blodet sprøjtede, svarede den 64-årige.

'Jesus Kristus'
Han forklarede, at den 70-årige skulle køre ham hjem fra købmanden, hvor han havde købt en 14 centimeter lang slagterkniv med orange skæfte. Den pakkede han ud af emballagen og stak i inderlommen. Han tænkte på selvmord eller drab.

Den 64-årige fandt sin bekendte på tagparkeringen og ville køres hjem, da han var skidt tilpas. Det accepterede hun.

Da hun bad ham stige ud, svarede han ikke. Han tog kniven frem og stak hende i halsen. Hun sagde 'Jesus Kristus, hjælp mig'. Herefter stak han hende igen og løb op i lejligheden, hvor han ringede til politiet. Han vaskede blodet af hænderne, mens han ventede.

Retsformand Karsten Tougaard valgte at varetægtsfængsle den 64-årige i fire uger. Han mente ikke, at der på nuværende tidspunkt var belæg for fængsling på en psykiatrisk afdeling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere