7-årig overlevede flystyrt: Nu skal hun hjælpe efterforskerne

Sailor Gutzler overlevede et flystyrt. Nu kan hun måske hjælpe med efterforskningen

Her ses Sailor Gutzler (til venstre) med sin mor Kimberly og søster Piper (til højre) (Foto: Privatfoto)
Her ses Sailor Gutzler (til venstre) med sin mor Kimberly og søster Piper (til højre) (Foto: Privatfoto)

7-årige Sailor Gutzler overlevede som den eneste det flystyrt, der slog hendes familie ihjel. Nu kan hun måske hjælpe med at finde ud af, hvad der fik flyet til at styrte ned, skriver CBC News.

Natten til lørdag dansk tid styrtede flyet ned knap 50 kilometer øst for byen Paducah i Kentucky, USA. Om bord var fem personer - Sailor Gutzler og hendes mor, far, søster og kusine. Det var faderen, der fløj flyet af typen Piper PA-34.

Sailor Gutzler forsøgte at vække sin familie, men de vågnede ikke. Derfor måtte hun gå alene gennem skoven i koldt vejr kun iført t-shirt og shorts for at finde hjælp.

Hun gik omkring halvanden kilometer, før hun fandt et hus. Hun bankede på hos 71-årige Larry Wilkins, der straks ringede efter hjælp.

- Hun fortalte mig, at hendes mor og far var døde, og at hun havde været i et flystyrt, og at flyet vendte på hovedet, siger Larry Wilkins.

Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede styrtet, og der kan Sailor Gutzler måske være behjælpelig.

Efterforsker Heidi Moats fra National Transportation Safety Board sagde søndag, at Sailor Gutzler kan være i stand til at hjælpe dem med at finde ud af, hvad der fik flyet til at styrte ned.

Se også: Syvårig pige overlever tragisk flystyrt i USA

Det er sjældent, at nogen overlever sådan et styrt, og derfor vil de gerne tale med hende, når hun er klar til det.

- At have et vidne er altid behjælpeligt i efterforskningen, det giver os et slags handlingsforløb, siger Heidi Moats.

Den 7-årige pige har håndteret tragedien usædvanligt flot, mener løjtnant Brent White fra Kentucky State Police.

- Hun faldt bogstaveligt talt ned fra himlen ned i et sort hul og havde intet andet end sin egen vilje til at leve og skaffe hjælp til sin familie. Fuldstændigt fantastisk, siger Brent White ifølge CBC News.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere