74-årig kvinde forsvundet under spadseretur i skov: Fundet hjemme i stuen

Nordsjællands Politi har oprettet kommandostation ved Gribskov

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Opdateret: Nordsjællands Politi oplyser, at den 74-årige kvinde er blevet fundet i god behold. Det viste sig, at hun ved egen kraft var gået 7-8 kilometer, indtil hun mødte en beboer ved en ejendom i Nøddebo. Den pågældende beboer kørte kvinden til stationen og satte hende på en taxa, som han forlods betalte for kvinden. Hun blev kørt hjem til Østerbro.

Efterfølgende blev beboeren opmærksom på politiets eftersøgning og kontaktede politiet for at fortælle, at han havde sat kvinden på en taxa. Nordsjællands Politi har siden haft betjente fra Københavns Politi hjemme på bopælen på Østerbro for at tjekke, om kvinden rent faktisk var kommet hjem. Hun sad i sin stue, som om intet var hændt.

Både kvindens mand og Nordsjællands Politi har derefter kunnet standse eftersøgningen i Gribskov for at tage hjem.

______

En 74-årig kvinde fra Østerbro er lørdag eftermiddag forsvundet i Gribskov i Nordsjælland, mens hun var ude at gå tur med sin mand.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til Ekstra Bladet.

En større efterfsøgning efter kvinden har været i gang siden klokken 16.18. Foreløbig uden resultat.

- Vi har en helikopter med varmesøgende udstyr på vej fra Karup. Så snart der kommer en operatør om bord, går den i luften, siger Dan Houtved til Ekstra Bladet.

Kvinden blev væk omkring klokken 14.30. Hendes ægtefælle begyndte først at lede efter hende selv. Uden resultat.

Kvinden beskrives som lettere dement.

Politiet har oprettet en kommandostation på Gillelejevej 500 meter syd for Frederiksværksvej. Hundeførere og betjente på motorcykler har været rundt i skoven og på skovstier for at lede.

Foreløbig uden resultat.

Politiet opfordrer folk, som er vant til at færdes i skoven, eller som bor derude i forvejen, om at bidrage med oplysninger, hvis de har set eller hørt noget.

Den 74-årige kvinde er 160 centimeter. Vejer 48 kilo. Hun er iført blå tophue, sort jakke og flerfarvede fritidsbukser. Desuden har hun Adidas-sko på.

Hun er ikke i besiddelse af en mobiltelefon.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere