80 mennesker evakueret: Røgudvikling fra IC4-tog

Alle passagerer er blevet evakueret fra et IC4-tog på Roskilde Station på grund af røgudvikling

Søndag var der røgudvikling i et IC4-tog på Roskilde Station. Alle passagerer blev evakueret. Foto: Kenneth Meyer
Søndag var der røgudvikling i et IC4-tog på Roskilde Station. Alle passagerer blev evakueret. Foto: Kenneth Meyer

Politi og brandvæsen arbejder lige nu på Roskilde Station, hvor der er meldinger om røgudvikling fra et IC4-tog.

Det bekræfter vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Til Ekstra Bladet oplyser DSB, at alle passagerer er blevet evakueret fra toget, som lige nu holder stille på Roskilde Station.

- Der er meldinger om røg fra et tog, der holder på spor et. De 80 passagerer, der var om bord på toget, er blevet evakueret. Der er ingen, der er kommet til skade, lyder det fra presseafdelingen.

Røgudviklingen skyldes ifølge DSB en teknisk fejl på toget.

- Vi ved ikke, præcis hvad der er sket, men meldingerne lyder på, at det er en teknisk fejl, som gør, at der er opstået en røgudvikling. Formentlig en deffekt oliepumpe, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

DSB henviser til, at passagerer kan gøre brug af deres rejsegaranti som følge af forsinkelserne.

Den tekniske fejl er opstået på et af DSB's skandaleramte IC4-tog, som flere gange er blevet taget ud af drift på grund af fejl og mangler.

I 2011 blev al kørsel med IC4-togene indstillet, efter at togene på få dage kørte forbi to røde stopsignaler.

De kom senere i brug igen, men i december 2016 blev det besluttet, at IC4-togene kun skal benyttes som regionaltog, indtil de endelig kan udfases og tages ud af drift.

Ekstra Bladet følger sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere