89-årige Egon udsat for corona-fup

Politiet mener, at pensionisten er et af ofrene for Levakovic-klanens svindlerier

– Familien holder fast i mig. De er også meget forbavsede over det, men de sagde, at jeg havde klaret det godt, fortæller Egon, der er blevet alene, men stadig har sine børn og børnebørn. Foto: Linda Johansen
– Familien holder fast i mig. De er også meget forbavsede over det, men de sagde, at jeg havde klaret det godt, fortæller Egon, der er blevet alene, men stadig har sine børn og børnebørn. Foto: Linda Johansen

89-årige Egon anede uråd med det samme, da en kvinde ringede på døren til hans lejlighed i Hvidovre.

– Hun sagde bare, at hun skulle ind og undersøge noget. Og så blev jeg lidt betænkelig, fortæller Egon, der fylder 90 til november.

Han bor alene, efter at han mistede sin hustru i april i år. Blot en måned før det uventede besøg.

Egon sørgede for at gå bag kvinden, og på et tidspunkt gik hun ud i køkkenet og ’begyndte at røre ved noget ved vasken’ og undersøge skabene.

Se også: Politiets sigtelse: Levakovic på coronatogt

– Hun sagde noget med, at der var noget, der skulle laves om. Men jeg gik ved siden af hende hele tiden, så hun kunne ikke napse noget, siger Egon og viser i det lille køkken, hvordan hun åbnede skabene.

Kvinde var iført mundbind
Politiet mener, at pensionisten har været offer for tricktyveri begået af fire medlemmer af Levakovic-klanen. De nægter sig skyldige.

Af sigtelsen fremgår det, at de fik adgang til lejligheden under dække af at skulle spritte lejligheden af for corona, hvorefter Silvia Winther – som tidligere også hed Levakovic – iført et mundbind åbnede skabe og skuffer og fjernede ukendte genstande fra lejligheden sammen med to familiemedlemmer. Fjerdemanden ventede i en flugtbil udenfor.

Alt tyder på, at politiet har holdt tyvebanden under observation hele tiden.

Det fremgår nemlig af sigtelsen, at tricktyveriet mod Egon skete i løbet af ni minutter mellem klokken 12.47 og 12.56. Og allerede 14 minutter senere blev Silvia Winther anholdt.

De tre andre røg i saksen kort tid efter.

Grim oplevelse
Den 89-årige mand ringede heller ikke selv til politiet, men kort efter dukkede de op i lejligheden og undersøgte gerningsstedet.

Egon beskriver tricktyveriet som ’noget grimt noget’, men han er okay og glad for, at han fornemmede, at der var noget galt.

– Det er da frækt. Jeg aner ikke, hvem de var. Men jeg slap da fri af dem, siger han og konstaterer, at han siden da er blevet forsigtig med, hvem han lukker ind.

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Når det banker på døren

Luk kun personer ind, som du kender eller har en aftale med.

Kig i dørspionen, før du lukker nogen ind. Brug også en sikkerhedskæde på døren.

Hvis du bor alene, kan du overveje kun at skrive dit efternavn på dørskiltet.

Undlad at lade værdier ligge fremme, og hav ikke for mange kontanter i hjemmet.

Skruppelløse svindlere

De lader, som om de vil dig det godt. Taler sig ind på livet af dig, får dig til at føle dig tryg. Og så slår de til: Stjæler fra dig, svindler og gør dig måske endda fysisk fortræd. For derefter at fordufte – uden at se sig tilbage.

De er kriminelle. Og de er skruppelløse. Ekstra Bladet sætter i den kommende tid på fokus på svindlere, der går benhårdt efter at snyde sig til værdier ved at udnytte andre menneskers tillid.

Er du blandt dem, der er blevet snydt, og vil du stå frem med din historie?

Så skriv til Mette Pedersen (mepe@eb.dk) eller Linette Krøger Jespersen (linette@eb.dk).