9-årig dreng reddet: Faldt gennem isen

Drengen klamerede sig til sten, da redningsfolk ankom og fik ham i sikkerhed

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En ni-årig dreng gik onsdag klokken 16.28 gennem isen i en sø i Torneroseparken i Herlev.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, til Ekstra Bladet.

Drengen fik ved egen kraft selv fat i en stor sten. Den klamrede han sig til, da et vidne opdagede, hvad der var på færde.

- Vidnet ringede 112, og da vi kom derud, var det hele stort set overstået, siger Brian Holm til Ekstra Bladet.

I mellemtiden var også redningsmandskab fra Beredskab Øst ankommet. Det lykkedes redningsfolk at komme ud til drengen, som blev hjulpet ind i sikkerhed.

Drengen blev kørt til sikkerhedstjek på hospitalet, men er umiddelbart okay, oplyser politiets vagtchef.

Drengen var våd op til livet.

- Drengen holdt fast i stenen og havde besluttet sig for, at han ikke ville forsøge at komme ind igen af frygt for, at isen igen ville briste. Og det var nok meget godt, siger Brian Holm.

Beredskab Øst har omtalt episoden på Twitter. Her advarer redningsmandskabet andre om at begive sig ud på isen.

Københavns Vestegns Politi oplyser i øvrigt, at man modsat andre steder i landet foreløbig er forskånet for sne og fygning.

- Vi har ingen uheld haft. Mit indtryk er, at sneen har ramt meget forskelligt, siger Brian Holm til Ekstra Bladet.

Men is er is. Og den er lige tynd alle steder.

Indsatslederen hos Beredskab Øst siger:

- Det kunne være endt rigtig galt. Flot at drengen fik reddet sig op på en sten, og at beredskabet var hurtigt fremme.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere