90 km/t på landevejen: Den dårligst tænkelige cocktail

Det kommer til at koste menneskeliv, hvis De Radikales og Venstres forslag om at hæve hastighedsgrænsen til 90 kilometer i timen på de danske landeveje bliver en realitet, mener direktør i Rådet for Sikker Trafik

Det vil få fatale konsekvenser, hvis man hæver fartgrænsen til 90 kilometer i timen på de danske landeveje, mener ekspert. (Foto: Jens Dresling)
Det vil få fatale konsekvenser, hvis man hæver fartgrænsen til 90 kilometer i timen på de danske landeveje, mener ekspert. (Foto: Jens Dresling)

Er du også en af dem, der godt kan lide at trykke lidt på speederen på landevejen, når du ikke kan se en eneste med-bilist i horisonten?

Så fortvivl ej. De Radikale og Venstre vil nemlig forsøge at få vedtaget en lov, der hæver fartgrænsen på de danske landeveje. I stedet for 80 må man i fremtiden køre 90 kilometer i timen, hvis deres forslag går igennem. Forslaget kommer efter, at de har været en forsøgs-ordning på udvalgte strækninger.

Ekstra Bladet har sat Rådet for Sikker Trafik i stævne for at høre, om det ikke er okay, at de travle billister skal have deres våde drømme til at gå i opfyldelse.

- Jeg gider altså ikke tøffe af sted med 80 kilometer i timen. Hvad er der galt med at hæve hastighedsbegræsningerne lidt, så jeg kan nå hurtigere frem?

- Netop kombinationen af landevej og fart er den dårligste tænkelige cocktail, man kan forestille sig. Af de personer, der bliver dræbt i trafikken i Danmark, bliver to ud af tre slået ihjel på landevejene. I halvdelen af de tilfælde skyldes det for høj fart, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik.

- Hvis hensynet er, at folk skal nå to minutter hurtigere frem, så kan du godt hæve hastigheden. Men hvis hensynet er, at trafikken skal koste færre menneske-liv, så er det her en dårlig idé.

Du er færdig
- Du siger, at landevejene er så slemme. Hvorfor slår de så mange ihjel?

- Det skyldes, at der bor mere end 700.000 danskere ud til en landevej. Der kører mange landbrugsmaskiner og der er modsatrettet trafik. Der er grøfter - kører du ned i dem, er du færdig - og der står træer ud til vejen. Det vil sige, at vi har en infrastruktur, der gør landeveje rigtig risikable, siger direktør Mogens Kjærgaard Møller.

- Men er det ikke en helt naturlig udvikling at hæve fartgrænsen lidt. Bilerne er jo blevet betydeligt mere sikre over tid?

- Antal drab i trafikken er faldet betragteligt. Men skal det betyde, at vi nu chancer og siger, at vi har råd til lidt flere ulykker. For det er det, der er prisen. Folk, der dør eller bliver invalideret, for at nå få minutter før frem, spørger direktøren retorisk, siger han.

Der er dog nogle steder, hvor det giver mening at hæve fartgrænsen. Mogens Kjærgaard Møller nævner Sverige som et eksempel på et sted, hvor man har lavet store sikkerhedsforanstaltninger på landevejene, der redder liv. Og det er selvom man må køre 100 kilometer i timen.

- Hvis du generelt hæver hastighederne, er det et kæmpe problem. Men der er strækninger, hvor det kan give god mening at hæve hastigheden - også trafiksikkerhedsmæssigt. Du kan bare ikke gøre det konsekvent, fortæller han.

Radikale i forsvar
Direktørens advarsler bider dog slet ikke på politikerne. Over for DR siger de Radikales transportordfører, at forslaget faktisk kan få en positiv virkning.

- Selvom det virker ulogisk, så viser de forsøg, vi har lavet, at det faktisk øger trafiksikkerheden at sætte fartgrænsen op til 90, ligesom det har øget trafiksikkerheden at sætte fartgrænsen op til 130 på motorvejene, siger de Radikales transportordfører Andreas Steenberg til dr.dk, og får opbakning fra Venstres ditto.

- Jeg tror ikke, at det vil koste menneskeliv. Os der kører på landeveje ved jo, at folk allerede i dag kører lidt stærkere end de tilladte 80 kilometer på de strækninger, hvor det kan lade sig gøre, siger Karsten Lauritzen, siger han til DR.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere