92-årig bilist tiltalt for trafikdrab: Mistede sin veninde gennem 70 år

Tragisk ulykke kostede 89-årig kvinde livet

Se video fra ulykken fra localeyes.dk

Ved en tragisk trafikulykke i Kongens Lyngby mistede en 92-årig kvinde fra Vanløse sin veninde gennem 70 år, da to personbiler kørte sammen i krydset Ermelundsvej og Klampenborgvej.

Se mere video på localeyes.dk

Den 92-årige sad bag rattet i den ene bil, og hun er nu tiltalt for uagtsomt manddrab på sin 89-årige veninde, der sad på passagersædet, og for uagtsom legemsbeskadigelse af føreren af den anden bil.

Den 49-årige bilist pådrog sig brud på en nakkehvirvel og skadede to andre nakkehvirvler.

Anklagemyndigheden ved Nordsjællands politi kræver den 92-årige kvinde idømt en bødestraf og betinget frakendelse af kørekortet, når sagen kommer for retten i Lyngby den 8. april.

Men den 92-årige møder ikke op i retten. Hun har det meget dårligt med, at hun var årsag til sin mangeårige venindes død, og ønsker sagen afgjort uden at hun selv er til stede.

Retten kan godt afsige dom uden den tiltaltes tilstedeværelse, når der blot er tale om en bødesag eller en straf på mindre end tre måneders fængsel.

- En tragisk sag
- Det er en tragisk sag og kvindens forsvarer har oplyst, at hun ikke ønsker at være til stede i retten. Vi er dog nødt til at gennemføre sagen blandt andet af hensyn til frakendelse af førerretten og eventuelle erstatningskrav, siger anklager Rikke Hald.

Ulykken skete den 21. december 2014 cirka klokken 15, hvor den 92-årige kørte med veninden ad Ermelundsvej mod nord og ud i krydset til Klampenborgvej, hvor hun skulle dreje til venstre.

Ifølge tiltalen overholdt kvinden ikke sin ubetingede vigepligt og en personbil, der kørte ad Klampenborgvej mod øst nåede ikke at bremse og ramte den 92-åriges bil i passagersiden, hvor den 89-årige kvinde sad.

Hun pådrog sig svære kvæstelser, blandt andet knusning af brystkassen med brud på samtlige ribben i venstre side og på brystbenet, skader på legemspulsåren, hjertesækken og begge lungehuler.

Den 89-årige blev klemt fast ved ulykken og døde kort tid efter i ambulancen. Hun og den 92-årige havde været veninder siden 1945.

Bilen, der påkørte den 92-åriges bil, blev slynget over i den modsatte kørebane og ramte en lysmast.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere