93-årige Elsie døde efter hjemmehjælpen blev væk i tre dage

En misforståelse førte til, at en 93-årig kvinde, der skulle have hjælp med sin medicin fire gange om dagen, ikke fik besøg i tre dage

93-årige Elsie Melling døde af hjertesvigt og forhøjet blodtryk efter hun ikke fik hjælp med sin medicin i flere dage. Modelfoto: Colourbox
93-årige Elsie Melling døde af hjertesvigt og forhøjet blodtryk efter hun ikke fik hjælp med sin medicin i flere dage. Modelfoto: Colourbox

En uheldig misforståelse fik hjemmehjælperne til at efterlade en ældre kvinde fra Barnsley i England alene uden hjælp til sin medicin i tre dage.

Det er kommet frem i forbindelse med et ligsyn, skriver det lokale medie Barnsley Chronicle.

93-årige Elsie Melling døde 7. februar 2018 af hjertesvigt og forhøjet blodtryk.

Til ligsynet, som fandt sted ugen før jul, beklagede Ian Jukes, der er direktør for Creative Care and Support, som stod for kvindens hjemmepleje, over for hendes familie.

Her fortalte han ifølge mediet, at fejlen opstod, da hjemmehjælperne ankom ved Elsie Mellings hjem en dag ved frokosttid.

Her blev de mødt af en fodspecialist, der fortalte, at den 93-årige var faldet, og at der var blevet ringet efter en ambulance.

Men da ambulanceredderne kom frem, vurderede de, at kvinden ikke behøvede komme med på hospitalet.

'Det skulle vi have tjekket'
Folkene fra hjemmeplejen, der normalt kom i hjemmet fire gange om dagen, især for at give Elsie Melling medicin, var imidlertid af det indtryk, at hun var kommet på hospitalet, og vendte derfor ikke tilbage.

Derfor fik Elsie Melling i hele tre dage ikke sin medicin, som hun får mod hjertesvigt og forhøjet blodtryk.

- Fodspecialisten sagde, ’bare gå, ambulancen er på vej’, det var den besked, der blev givet videre til vores kontor. Det tog vi som om, hun skulle på hospitalet. Det skulle vi have tjekket grundigt. Det var vores fejl, og det vil vi gerne undskylde til fru Melling for, siger Ian Jukes.

- Det skulle vi ikke have accepteret, og personen vidste godt, at hun havde begået en fejl. Vi har nu en mere klar procedure på plads, fortsætter han.

Ingen medicin, varme eller mad i tre dage
Det var den 93-årige kvindes datter, Julie Loveland, der fandt sin mor 28. januar 2018 efter tre dage uden medicin.

- Jeg besøger hende altid om søndagen. Jeg vidste, at der var noget, der ikke helt stemte, da gardinerne ikke var trukket fra. Hun havde ikke fået nogen medicin i tre dage, hun var stadig iført pyjamas, og varmen var ikke tændt, så hun sad i kulde. Jeg kunne se, at hun havde prøvet at lave en kop te, men hun havde ikke fået noget at spise, siger Julie Loveland.

Hun fortæller desuden, at hun forsøgte at ringe hjemmehjælper-selskabet, men at de ikke svarede.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere