95-årig nazi-vagt sigtet

En 95-årig tidligere vagt i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig sigtes ved en tysk domstol for krigsforbrydelser

En nu 95-årig mand, der tidligere har været vagt i koncentrationslejren i Stutthof, Polen, er nu blevet sigtet for krigsforbrydelser. Foto: Shutterstock
En nu 95-årig mand, der tidligere har været vagt i koncentrationslejren i Stutthof, Polen, er nu blevet sigtet for krigsforbrydelser. Foto: Shutterstock

I en sag, der kan være en af de sidste af sin slags, er en nu 95-årig mand sigtet for krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

Det afgjorde en tysk domstol mandag.

For 76 år siden blev den dengang 19-årige mand hyret som vagt ved den nazistiske koncentrationslejr Stutthof i Polen.

95-årig for en ungdomsdomstol
Den ældre mand er tiltalt for medvirken til mord på flere hundrede mennesker, fortæller en talsperson fra domstolen i byen Wuppertal til AFP.

Koncentrationslejren Stutthof, der blev opført i 1939, endte med at have 110.000 fanger. 65.000 mennesker mistede livet i lejren, heriblandt 28.000 jøder.

Nu skal det vurderes, hvorvidt manden overhovedet er i stand til at stå foran en dommer.

Sagen skal afgøres i en ungdomsdomstol på grund af hans daværende alder, ifølge det tyske medie The Local.

Afgørende sag i 2011
I 2011 blev John Demjanjuk, en tidligere vagt ved udryddelseslejren Sobibór i Polen, dømt for krigsforbrydelser, da domstolen argumenterede, at han ved at være vagt på stedet automatisk også var involveret i drabene, der blev udført i lejren.

Det skulle vise sig at være en skelsættende afgørelse, da Tyskland siden da har forsøgt at dømme overlevende SS-personale på den baggrund frem for at dømme dem på baggrund af de mord, de individuelt har begået.

I sidste uge argumenterede tyske anklagere for, at 93-årige Bruno Dey, der også var vagt i Stutthof, skulle have tre års fængsel.