95-årige Olga narret af falske betjente

Tre ofre købte guldbarrer for sparepengene. 95-årig blev reddet af mistænksom guldhandler

95-årige Olga fik leveret guldbarrer for 442.000 kr. til sin dør. Men inden de falske betjente fik dem hentet, slog det rigtige politi til og reddede værdierne. Foto: Shutterstock
95-årige Olga fik leveret guldbarrer for 442.000 kr. til sin dør. Men inden de falske betjente fik dem hentet, slog det rigtige politi til og reddede værdierne. Foto: Shutterstock

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Da 95-årige Olga en lørdag aften blev ringet op af en mand, der sagde, han var fra bagmandspolitiet og hed Malte Jarl, blev hun en smule skeptisk. Men da manden gav Olga sit 'politinummer' og hun skrev det ned, blev hun overbevist:

- Jeg tjekkede det ikke. Men det virkede troværdigt. Vi lever jo i et tillids-samfund og i første omgang, så tror man jo på folk, siger den friske dame fra Værløse til Ekstra Bladet. Hun fylder snart 96.

Men betjenten fra bagmandspolitiet var falsk ligesom hans 'kolleger', der i dagene efter opringningen var i kontakt med Olga.

Det endte med, at Olga med hjælp fra en 'tekniker' overførte 442.000 kr. fra sin konto til en københavnsk guldhandler, der skulle levere guldbarrer for pengene til hendes adresse.

Tippede politiet
Guldhandleren tippede dog politiet, fordi han syntes, at guldhandlen var mystisk og fordi han havde oplevet lignende handler med ældre mennesker et par gange før.

Så det rigtige politi lå på lur ved Olga adresse, da de falske betjente fra bagmandspolitiet 6. februar i år kom for at hente hendes nyindkøbte guldbarrer. De blev anholdt.

I tirsdags blev tre 18-årige gymnasieelever dømt for bedrageriet mod Olga, og den ene 18-årige blev også dømt for lignende svindel mod en 77-årig mand. De fik delvist betingede domme, mens en 22-årig i april blev dømt for at have orkestreret tre svindelnumre med guldbarrer.

Endnu to formodede hovedmænd til million-svindlen venter på at komme for retten.

Dommer Ulrik Finn Jørgensen kaldte de tre 18-årige for 'nyttige idioter, der udførte det grove arbejde for bagmændene'.

Ville se svindlerne
Offeret Olga mødte op i Lyngby Ret med sin rollator og ifølge med et barnebarn, fordi hun gerne ville se de unge mennesker og høre deres forklaringer. Men hun måtte gå igen, fordi hun måske senere skal vidne mod de øvrige tiltalte.

- Jeg er ked af, at jeg ikke fik lov til at overvære retshandlingen. Nu er jeg jo klar over, at de bare var nogle knægte, siger Olga.

Da hun blev ringet op af 'bagmandspolitiet' fortalte 'betjenten', at de var ved at undersøge en forbryder, der var blevet ansat i Danske Bank. De havde ransaget hos ham og fundet en liste med navne, hvor Olgas navn også stod.

- Så de ville advare mig. Mine penge var i fare og jeg skulle få dem bragt i sikkerhed, fortæller Olga, der ikke ønsker sit efternavn frem.

Dagen efter ringede 'bagmandspolitiet' igen og rådede hende til at købe guld for pengene, og 'betjenten' foreslog en navngiven københavnsk guldhandler.

- Jeg kludrede i det
6. februar skulle transaktionen så ske, og Olga blev vejledt over telefonen om, hvordan hun skulle overføre pengene.

- Jeg var lidt nervøs over det hele og kludrede i det, så jeg kunne ikke finde ud af at overføre pengene. Så tilbød betjenten at sende en tekniker, der kunne hjælpe mig.

'Teknikeren' var den ene 18-årige gymnasieelev, og Olga sad med sit NemID i hånden, da han kom.

Han fik overført de 442.000 kr. og guldhandleren fik telefonisk besked på, at komme hjem til Olga med de købte guldbarrer. Det ville han gøre i løbet af en halv time.

- Han kom og afleverede guldbarrerne og gav mig en kvittering, mens jeg viste ham mit pas. Så gik han igen, forklarer Olga. Hun vidste ikke, at det rigtige politi holdt hendes lejlighed under observation, og da det lidt efter ringede på døren stod to ægte betjente udenfor.

- Det var heldigvis politiet. Hvis det var de andre, der havde ringet på, så havde jeg nok afleveret guldbarrerne, fortæller Olga.

Svindlerne blev anholdt på vej væk fra stedet, og Olgas søn måtte hente guldbarrerne og lægge dem i en bankboks. Senere blev de solgt tilbage til guldhandleren, dog med et tab på 34.000 kr., som svindlerne er dømt til at betale.

Se også: Falske politifolk narrede et livs opsparing fra tre pensionister

Olga tager hele episoden som en oplevelse. - Det er en god historie, og sådan har jeg fortalt den til flere. Det endte jo godt for mit vedkommende, og jeg fik pengene igen. Jeg bliver lidt sur, hvis man kalder mig godtroende. Men jeg er nok lidt autoritetstro. Dengang faldt det mig ikke ind, at de ikke var fra bagmandspolitiet, griner Olga.

- Jeg tror ikke, det sker igen. Hvis jeg lader mig narre igen, så er det mig egen skyld, siger Olga, der har tre børn og fire børnebørn.

Advarer andre
Hun advarer nu andre ældre om ikke at lade sig fuppe: - Jeg skulle have tjekket, om det virkelig var politiet. Man skal huske at tjekke deres dokumenter, siger Olga.

Hun har sendt blomster og vin til guldhandleren, der reddede hende på målstregen fra et blive endnu et offer for de falske betjente.

To andre ofre for svindlerne var knapt så heldige. En 77-årig mand mistede godt 95.000 kr., da han købte guldbarrer for pengene og afleverede dem til en falsk betjent 'under uret' på Københavns Hovedbanegård.

En 78-årig kvinde mistede over en million kr., da hun tre gange købte guldbarrer på 'bagmandspolitiets' råd og afleverede guldbarrerne til en falsk betjent på en bænk ved Svanemøllens Station.

De dømte gymnasieelever fik få tusinde kroner for deres medvirken. Guldbarrerne fra to af ofrene er sporløst forsvundet. Ifølge de dømtes forklaring i retten blev guldet solgt af bagmændene 'til nogle arabere'.

De dømte forklarede i retten i tirsdags, at de følte sig presset og truet til at deltage, fordi en rocker-bande spøgte i baggrunden af svindlen.

Se også: Snød velhavende kvinder: Købte guldbarrer til falske politifolk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere