987 kilo hash i lastbil: Chauffør skulle hjem – Torben fik turen

Torben Nielsen fløj til Spanien for at køre lastbil hjem. Han blev stoppet i Frankrig, hvor tolden afslørede et skjult kæmpe lager af hash i vognen

Den 54-årige Torben Nielsen fik en dom på otte års fængsel i Frankrig en uge efter anholdelsen. Hans forlovede gennem 11 år er gået i brechen for den fængslede mand. Privatfoto
Den 54-årige Torben Nielsen fik en dom på otte års fængsel i Frankrig en uge efter anholdelsen. Hans forlovede gennem 11 år er gået i brechen for den fængslede mand. Privatfoto

Da en sjællandsk lastbilchauffør skulle skynde sig hjem til sin lille datter i Danmark, efter at han havde kørt en lastbil til Spanien, blev det chaufføren Torben Nielsen, der satte sig bag rattet. Den tur har nu kostet den aarhusianske chauffør otte års fængsel i Frankrig.

Den 54-årige Torben Nielsen fik fra den ene dag til den anden opgaven med at køre lastbilen retur til Danmark og fløj til Malaga, hvorfra han skulle køre vognen til Odense. Men da bilen blev stoppet af toldvæsnet i Sydfrankrig 26. februar, rummede den en skjult last på 987 kilo hash. Torben Nielsen fik efter en uges fængsling en straksdom på otte års fængsel ved retten i Perpignan.

Han nægter sig skyldig og har i retten afvist, at han kendte til hashen i lastbilen.  

Ekstra Bladet har talt med den sjællandske chauffør, som kørte lastbilen til Malaga. Han bedyrer, at det aldrig var hans plan, at han selv skulle køre lastbilen retur, da han som alenefar skulle have sin datter hos sig den følgende weekend. 

Sørgede for flybillet
Da det gik op for ham under kørslen i Spanien, at han og vognmanden havde forskellige opfattelser af, hvem der skulle køre lastbilen retur, sørgede han for at bestille en flybillet til Torben Nielsen, som han havde kørt lastbil med i Spanien kort forinden. Det kunne vognmanden angiveligt ikke finde ud af.

Den sjællandske chauffør udtaler sig anonymt på grund af sit arbejde, men Ekstra Bladet kender hans fulde identitet. Han fortæller, at han efterlod lastbilen ved en tankstation uden for Malaga, som mange lastbilchauffører benytter, og sørgede for, at bilen stod, hvor der var videovervågning. Traileren på lastbilen manglede en lås, og han havde fået læsset nogle paller med vin ind, som han havde haft en ordrebestilling på, siger han.

Chaufføren vidste, at lastbilen siden skulle læsses med paller med appelsiner og citroner, der skulle til Danmark.

Har ingen idé
Hvordan de 987 kilo hash præcist var pakket og skjult inde i lastbilen, fremgår ikke af de franske mediers omtale af retssagen i Perpignan, men Torben Nielsen har i følge dem sagt i retten, at han så nogle paller i lastbilen, og troede, der var tale om vin.

Den sjællandske chauffør siger:

- Jeg har ingen idé, om hvor det ton hash kommer fra, og hvilke paller det har været på. Hvis det har været blandt vinen, så havde jeg ingen idé om det, for det var pakket som normalt som alle andre vinpaller, siger han og nævner, at der var plastik omkring. Chaufføren siger, at han har været i kontakt med politiet.

Hvem der har vidst hvad, og hvem der står bag placeringen af hashen, står p.t hen i det uvisse.

Frustrerede over dom
Familien til Torben Nielsen er frustrerede over dommen og over den manglende kontakt til chaufføren i det franske fængsel. De er sikre på, at han har været uvidende om, at han skulle ud på en risikofyldt tur med den ulovlige last op gennem Europa.

Torben Nielsens samlever og forlovede gennem 11 år, Gitte Thoft, er gået i brechen for den fængslede mand og har valgt at stå frem i flere medier.

- Jeg er ikke i tvivl. Han ville aldrig turde sådan noget, siger hun.

Gitte Thoft kæmper fortsat for at få kontakt til Torben Nielsen pr. telefon. Hun har kun talt med ham en gang under en få minutter lang telefonsamtale umiddelbart efter anholdelsen 26. februar og og har fået et brev, skrevet før han fik sin dom.

Advokat undrer sig
Gitte Thoft har kontaktet den danske advokat Erbil Kaya og fortalt ham om sagen. Han undrer sig over den hurtige rettergang i Frankrig.

- Jeg forholder mig ikke til, om han er skyldig eller uskyldig. Det aner jeg ikke. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved, om denne sag er belyst på en sådan måde, at man kan nå frem til, at han er skyldig ud over enhver rimelig tvivl. Det går over min fatteevne, at man kan få otte års fængsel i løbet af en uge, siger han til Ekstra Bladet. 

Chaufførens franske advokat, Catherine Barrere, har tidligere forklaret den juridiske proces med, at chaufføren er dømt  i henhold til en særlig hurtig procedure, som hedder 'comparution immédiate'.

Catherine Barrere oplyste, at det er fast praksis hos den lokale domstol at anvende den procedure i sager om narkotikasmugling over grænsen mellem Spanien og Frankrig, når en person tages på fersk gerning.

Under retssagen for et par uger siden sagde anklageren i følge franske medier:

- Der er ikke tale om en lille transport. Det er en del af et organiseret netværk. Han krævede ti års fængsel

Danskerens franske advokat har anket dommen.