Undersøger om kæmpebrand var påsat – Ekstra Bladet
112

Undersøger om kæmpebrand var påsat

 

Politiets teknikere har endnu ikke fået adgang til brandtomt på Baggesensgade på grund af omfattende skader

Foto: Kenneth Meyer

 

Branden, der forårsagede store skader på en kontorbygning på Nørrebro natten til fredag, kan være påsat.

De tekniske undersøgelser er dog ikke gået i gang endnu. Det oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder til Ekstra Bladet.

- På grund af bygningens tilstand kan vi ikke komme til den endnu, så det er for tidligt at sige, om den er påsat eller ej, men det er en af de teorier, vi arbejder med, siger Kenneth Jensen.

 

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog kort før midnat natten til fredag, opstod branden i et skur på Baggesensgade og bredte sig til kontorbygningen, som blandt andet huser Dansk Islamisk Center på tredje sal, et atelier og flere øvelokaler for musikere.

 

Ti minutter tidligere var brandvæsnet rykket ud til en lignende brand 500 meter derfra i et skur på Tømrergade på Nørrebro.

- Vi går ud fra, at der er en sammenhæng mellem de to brande, siger den centrale efterforskningsleder.

Natten forinden måtte en brand i en container i et skur også slukkes på Korsgade.

 

Flammerne i kontorbygningen på Baggesensgade var voldsomme og bredte sig over flere etager. Branden nåede også op under taget, og fredag morgen kunne man stadig se flammer fra gaden.

 

Kontorbygningen ligger mellem boligblokke, hvor der også er adgang fra Nørrebrogade, som var spærret af til langt ud på dagen fredag for at give brandvæsnet arbejdsro. I løbet af eftermiddagen var brandfolkene stadig i gang med efterslukning.

- Slukningen er kompliceret på den måde, at ild bevæger sig, hvor der er luft, så vi skal være  sikre på, at branden ikke gemmer sig i et hulrum eller lignende, lød det fra politiets centrale vagtleder, Jess Voldager, fredag.