Aalborg-rådmand politianmelder skraldechikane på egen bopæl

Enhedslisten Lasse P.N. Olsen har fået affald og en besked fra Den Nordiske Modstandsbevægelse

En bunke med affald og en hilsen, der er underskrevet Den Nordiske Modstandsbevægelse, er blevet afleveret foran Lasse P.N. Olsen (EL), der er rådmand i Aalborg Kommune.

Hændelse er meldt til politiet, oplyser politikeren på Facebook. Desuden har kommunens magistrat udsendt en fordømmelse af episoden.

- Jeg har lige anmeldt det til politiet, som virker til at tage det meget alvorligt. Boligforeningen har meddelt mig, at de også vil politianmelde det, skriver rådmanden på Facebook.

Den Nordiske Modstandsbevægelse skriver på sin hjemmeside, at skraldet er afleveret som del af en større "aktion".

- Kampgrupperne havde samlet sig i udvalgte områder landet over, hvor de samlede det skrald og affald op, som uansvarlige mennesker har smidt i naturen, på strandene, i skovene, langs vejene og i byerne. Affaldet blev efterfølgende afleveret hos de ansvarshavende politikere.

Ifølge billeder på hjemmesiden er der afleveret skrald hos flere politikere og kommuner.

I Hedensted Kommune er skrald blevet smidt foran kommunens borgerservice. Det er blevet smidt ud, og kommunen gør ikke mere ved sagen.

Der er også afleveret skrald foran Varde Rådhus. Her har kommunen politianmeldt sagen.

I Aalborg har borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) udsendte en fordømmelse på vegne af hele magistraten.

- Episoden er meget beskæmmende. Det er fuldstændig utilstedeligt og helt uacceptabelt, at man som politiker skal udsættes for chikane, fordi man passer sit arbejde, udtaler borgmesteren på vegne af Magistraten og slutter, skriver han.

I fordømmelsen henvises til Den Nordiske Modstandsbevægelses hjemmeside, hvor gruppen beskriver sig som "en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation".

Det tilføjes:

- Gruppen har sit udspring i det svenske nynazistiske miljø.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere