Advarer danskere: Bakterier i drikkevand

Borgere i Fredericia opfordres til at koge vandet, efter at der er fundet bakterier i drikkevandet

Der er fundet bakterier i drikkevandet i dele af Fredericia. Det oplyser Trefor Vands Driftovervågning på Twitter natten til lørdag.

På grund af risikoen for, at drikkevandet er forurenet, anbefaler vandselskabet, at beboere i berørte områder koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.

Anbefalingen kommer, efter at Trefor fredag aften modtog testresultater fra et vandværk, der overskrider grænseværdierne for coliforme bakterier.

Den gælder udelukkende for kunder hos Trefor.

Af Trefors anbefaling fremgår det, at vandet skal koges i cirka to minutter, før det indtages.

Borgerne vil blive holdt opdateret på Trefor Vands hjemmeside, og anbefalingen gælder, til myndighederne ophæver den.

Trefor Vand er et af de større vandselskaber i landet, der både forsyner 50.000 mennesker i Trekantområdet og virksomheder som eksempelvis Carlsberg med drikkevand.