Advarer mod farlig adfærd rettet mod politiets fly: Kan få fatale følger!

To personer er anholdt og sigtet for at have brugt laserlys mod det fly, der cirkulerer rundt omkring København. Det kan få fatale følger, advarer politiet

Video: LocalEyes

Politiets overvågningsfly, der i disse uger cirkulerer over København, blev onsdag ramt af laserlys.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Men de to formodede gerningsmænd blev hurtigt anholdt, og det viste sig, at der var tale om to 16-årige drenge.

- En tilstedeværende patrulje lokaliserede hurtigt to mistænkte, som efterfølgende blev anholdt. Under visitationen blev der fundet to laserpenne, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Derfor er de to personer nu blevet anholdt og sigtet for at have bragt piloternes liv og helbred i fare på grund af laserlysets evne til at blænde piloterne (straffelovens § 252, stk. 1).

Politiet advarer
Samtidig sender politiet en advarsel til personer, der har planer om at gøre det samme.

- Man skal vide, at det her er en sag, som politiet ser på med meget stor alvor. Laserlys brugt mod fly kan have fatale følger. Uanset om der er tale om drengestreger, eller det er banderelateret, er det noget, som man kan regne med at blive stillet til regnskab for

- Hvis man skulle observere lignende episoder, vil vi gerne opfordre til, at man med det samme anmelder det til os, så vi kan efterforske sagen. Selv om vi er massivt til stede i området, er borgernes øjne og ører – som i al anden kriminalitetsbekæmpelse - vigtige for os, siger vicepolitiinspektør Peter Buhl i pressemeddelelsen.

Politiet har indsat flyet som et forsøg på at få stoppet den bande konflikt, der den seneste uger er eskaleret på Nørrebro og andre steder i København og på resten af Sjælland.

Det har politiinspektør hos Københavns Politi, Jens Jespersen, tidligere fortalt til Ekstra Bladet.

- I indsatsen mod bandekonflikten anvender vi forskellige typer af fly fra Forsvaret. Og det betaler vi i øvrigt Forsvaret for. Vi betaler en timepris, som afhænger af flytypen, siger politiinspektøren og fortsætter:

- Det koster os penge hver gang, og vi har ellers ikke problemer med at finde noget at bruge pengene på. Så vi bruger dem i bandeindsatsen, fordi vi synes, det gør en forskel.

De danske Challenger-fly, som det over København, fangede tidligere i år en smuglerbåd i Middelhavet

Flyene kan være med til at holde øje med køretøjer, som er kendt af politiet eller personer i større forsamlinger. Og i tilfælde af at disse skulle stikke af, er det nemmere at holde øje med dem fra luften.