Advarer mod opkald: Falsk politi på spil

Flere borgere er allerede faldet for svindelnummeret

Lige nu oplever flere borgere at få opkald fra personer, der udgiver sig fra at komme fra politiet.

De falske politibetjente beder om personlige oplysninger som navn, personnummer og bankoplysninger. Oplysninger, man ikke skal give over telefonen til fremmede.

Det advarer Midt- og Vestsjællands Politi om på Twitter.

- Telefonnummeret, der bliver ringet op fra, er faktisk et nummer fra politiet. Så det ligner, at det er politiet, der ringer op, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Sonny Bonde til Ekstra Bladet.

Så selv hvis man slår nummeret op, så ligner det, at den er god nok. Men det er den bestemt ikke, understreger vagtchefen.

- Ville I nogensinde spørge om den slags oplysninger over telefonen?

- Nej. Det kunne vi ikke finde på.

Hoppet i fælden
Personerne, der udgiver sig for at komme fra politiet, forsøger at snyde penge ud af folk.

Desværre er det også lykkedes for dem. Vagtchefen kan ikke oplyse det præcist antal for, hvor mange der er gået i fælden, men bekræfter at de falske betjente har haft heldet med dem.

- Det er også derfor, vi tweeter ud om det. Der er åbenbart meget af det i omløb lige nu, siger Sonny Bonde.

Politiet ved ikke endnu, hvem der står bag opkaldene, men de er ved at samle sagerne til bunke for at finde ud af, hvem det er.

Har man fået sådan et opkald, vil politiet meget gerne høre nærmere på telefon 114.