Advarer om glatte veje: Her er det værst

Det gælder om at sænke farten, hvis man tager bilen på arbejde

Mandag morgen skaber sne og smat glatte veje. Kan man vente mere vintervejr, som giver glatte veje? DMI kommer med svar her

Det er en rigtig god idé at køre særligt forsigtigt, hvis man skal ud og køre bil mandag morgen. Over store dele af landet er der nemlig advarsler om glatte sne- og isglatte veje.

Det oplyser Vejdirektoratets Pressetjeneste til Ekstra Bladet.

- Man bør være ekstra opmærksom i trafikken her til morgen - også selv om man ikke nødvendigvis kan se, at der er glat, forklarer vagtchef Jakob Riis-Petersen.

Især i store dele af Jylland er der kommunale advarsler om glat føre, men også på Sjælland har det glatte føre allerede ført til et par uheld.

- Det har foreløbigt ikke været nogle alvorlige af slagsen, men vi har haft et par solouheld på Vest- og Sydmotorvejen, hvor bilister er kørt af vejbanen.

I Sydjylland er tre biler skøjtet af vejen, og også i Nordjylland oplyser politiet, at det glatte føre har betydet uheld. Kort før klokken seks blev politiet tilkaldt til et uheld syd for Mariager, der ifølge Nordjyllands Politi formentlig skyldes glatføre. Og i Sydjylland er trafikken spærret på Bøgelhusvej mellem Store og Lille Jyndevad på grund af en væltet lastbilhænger.

Ifølge Vejdirektoratets Pressevagt Jakob Riis-Petersen er der steder, det er særligt vigtigt at være opmærksom.

- Altså generelt skal bilisterne tage deres forholdsregler og køre forsigtigt, men det er især omkring broer - f.eks. på motorveje - eller viadukter, hvor der bliver særligt glat på grund af vindforholdene.

Vejdirektoratet oplyser endvidere, at der er meldinger om særligt glatte veje i Trekantsområdet i Jylland, i store dele af Nordjylland, omkring Mariager Fjord, nord for Aarhus og på Djursland samt i det nordlige Sjælland.

Ekstra Bladet følger trafik- og vejrsituationen nøje morgenen igennem.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere