Advarsel til uromagere: Vi smider jer ud

Den gruppe unge, som de seneste dage har raseret Aarhus-forstaden Gellerup, kan ryge ud af deres lejlighed

Der blev kastet maling på politibiler og smidt affald i weekenden. Foto: Øxenholt Foto
Der blev kastet maling på politibiler og smidt affald i weekenden. Foto: Øxenholt Foto

Efter tre nætter med ildspåsættelser, fyrværkeri i gaderne og angreb med sten mod politiet i det vestlige Aarhus kommer Brabrand Boligforening nu med en advarsel til uromagerne.

Hvis det kan dokumenteres, at lejere står bag stenkast mod politiet, vil boligforeningen søge at ophæve lejemålet.

- Stenkast er efter min opfattelse meget alvorlig kriminalitet, og vi vil som boligforening sende et signal om, at det her vil vi ikke acceptere, siger Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Manden, der forsøgte at angribe Rasmus Paludan med en kniv fredag, har sat gang i urolighederne i Gellerup. Foto: Øxenholt Foto
Manden, der forsøgte at angribe Rasmus Paludan med en kniv fredag, har sat gang i urolighederne i Gellerup. Foto: Øxenholt Foto

To anholdt mandag
Østjyllands Politi melder mandag om nye natlige uroligheder i det vestlige Aarhus omkring Gellerup-bebyggelsen. To personer er anholdt. De befandt sig i en bil, hvor politiet fandt slagvåben og brændbar væske.

Søndag aften og natten til mandag blev politiets gruppevogne angrebet med kasteskyts, blandt andet malingsbomber, af uromagere i området.

Det fremgår af billeder fra stedet, som blandt andet er kendt for en høj andel af beboere med indvandrerbaggrund.

Området dannede grundlovsdag fredag rammen om en demonstration med den indvandrerkritiske advokat Rasmus Paludan, som i fjor stillede op ved folketingsvalget.

Demonstrationen udviklede sig dramatisk, da en person trak en kniv. Han nægtede at adlyde politiets ordrer om at smide kniven. Til sidst valgte en politimand at skyde den knivbevæbnede mand i det ene ben.

Det har efterfølgende resulteret i uroligheder i området. Natten til søndag blev to personer anholdt for at kaste henholdsvis sten og fyrværkeri mod politiet. En tredje blev anholdt for at råbe ad ordensmagten. Og nu er yderligere to altså anholdt.

Se også: Søn kastede med brandbombe: Nu bliver syg mor smidt ud af Vollsmose

Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse mandag, at urolighederne begyndte søndag aften klokken 22. Her kastede en gruppe drenge sten mod en bus. Det fik Midttrafik til at indstille kørslen i området.

Senere samlede en gruppe sig på Karen Blixens Boulevard, hvor de byggede barrikader. Politiet valgte at bruge tåregas til at få personerne til at fjerne sig fra stedet.

I løbet af natten blev der kastet med sten, fyrværkeri og maling mod politiets biler, og der blev sat ild i flere skraldespande.

De to anholdte blev pågrebet klokken 23.29 på Edwin Rahrs Vej. Der er tale om to mænd på 18 år. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve mændene varetægtsfængslet.

De vil derfor blive løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtede. Senere skal anklagemyndigheden vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale mod mændene og kræve dem dømt.