Advokat straffet i Britta-sagen: Jeg gider ikke snakke om det

Jimmy Jamil Hayats tidligere advokat er blevet straffet for at bryde navneforbuddet mod sin klient. Overtrædelsen skete i et ikonisk tv-interview

Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen er særdeles træt af den pinlige sag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen er særdeles træt af den pinlige sag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen kunne have bidt tungen af sig selv, da han i efteråret 2018 kom til at fortale sig under et interview på TV2 News.

På direkte tv brød den rutinerede forsvarsadvokat det navneforbud, Britta Nielsens søn, Jimmy Jamil Hayat, på daværende tidspunkt var beskyttet af.

Det skete, samtidig med at Henrik Dupont Jørgensen repræsenterede Jimmy Jamil Hayat og havde været med til at få sin klient beskyttet af navneforbud. Det fik en borger til at melde sagen til politiet.

Se også: Ti mediefolk sigtet for at bryde navneforbud

Bøde på 5000 kroner
Torsdag skulle sagen have været behandlet i Retten på Frederiksberg, men retsmødet blev aflyst.

Henrik Dupont Jørgensen oplyser til Ekstra Bladet, at det skyldes, at han har valgt at acceptere den bøde, anklagemyndigheden har krævet ham idømt.

- Jeg er så træt af den sag, at jeg ikke har nogen yderligere kommentar. Jeg har modtaget bødeforlægget, og så betragter jeg sagen som lukket, siger en afklaret Henrik Dupont Jørgensen i en kort kommentar til Ekstra Bladet.

Senioranklager Søren Harbo oplyser til Ekstra Bladet, at bøden lyder på 5000 kroner.

- Vi mener, forsvarsadvokaten skulle have været mere forsigtig. Det har han selv erkendt ved at betale bøde, så sagen afsluttes her, siger senioranklager Søren Harbo.

Tåkrummende grimasse
Straks efter Henrik Dupont Jørgensen havde forbrudt sig mod navneforbuddet under interviewet på TV2 News, fortrak hans ansigt sig i en tåkrummende grimasse, der afslørede, at han straks var blevet opmærksom på sin tanketorsk.

Da var skaden dog sket, og nærmest samtidig gik klippet viralt.

Interviewet blev blandt andet vist i talkshowet 'Natholdet'. Det skete til stor morskab for vært Anders Breinholt, medvært Mikkel Kryger Rasmussen samt programmets mange tusind seere.

Sagen har haft uventede konsekvenser for Henrik Dupont Jørgensen.

- Folk blev ved med at opdage det (klippet, red), det var helt vildt. Folk, jeg mødte på gaden, spurgte, om jeg ville lave selfies med dem, har Henrik Dupont Jørgensen tidligere sagt til Ritzau.

Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen repræsenterede Britta Nielsens søn, da han under et interview på direkte fjernsyn kom til at afsløre sin klients navn. På daværende tidspunkt var Britta Nielsens søn beskyttet af et navneforbud. Foto: Ole Steen
Forsvarsadvokat Henrik Dupont Jørgensen repræsenterede Britta Nielsens søn, da han under et interview på direkte fjernsyn kom til at afsløre sin klients navn. På daværende tidspunkt var Britta Nielsens søn beskyttet af et navneforbud. Foto: Ole Steen

Tilgivet af Brittas søn
Tv-bommerten skete, kort efter Britta Nielsens søn var blevet anholdt i Sydafrika. Her havde han sammen med sin mor været på flugt fra danske medier og myndigheder i flere uger.

Ifølge Henrik Dupont Jørgensen havde han derfor allerede aftalt med sin klient, at de ikke ville protestere mod ophævelse af navneforbud, hvis nogle journalister skulle kræve det.

Derfor tog Jimmy Jamil Hayat ifølge Henrik Dupont også episoden pænt.

- Efterfølgende var der folk, der sagde, at jeg bare skulle have sagt ’ja, som jeg har valgt at kalde ham i aften’, men min plads på poker-landsholdet var vist røget, sagde Henrik Dupont Jørgensen i samme interview til Ritzau.

Jimmy Jamil Hayat valgte senere hen at skifte Henrik Dupont Jørgensen ud med en anden forsvarsadvokat.

Video/redigering: Stine Tidsvilde/Mikkel Cramon