Advokat tog afsked med Britta i lufthavnen

Den sydafrikanske advokat har aldrig oplevet en sag, der har skabt så meget opmærksomhed som sagen mod Britta Nielsen

Britta Nielsen landede tidligere - tæt eskorteret - i Københavns Lufthavn. Se mere her (Producer: Martin Lorentsen)

Den sydafrikanske advokatfuldmægtig Stiaan Krause fra firmaet BDK Advokater sås i tæt samtale med 64-årige Britta Nielsen i retten i Sydafrika torsdag.

Han og hans chef, Piet du Plessis, der er direktør i BDK Attorneys, repræsenterede de to danskere i udleveringssagen i Sydafrika. Og han tog også i lufthavnen i Johannesburg, før Britta Nielsen og den 38-årige medsigtede forlod Sydafrika torsdag aften.

- Jeg mødtes bare med dem og drøftede sagen med dem. Bare for at sikre mig, at alt var fint. Og det var det, fortæller Stiaan Krause.

Han fortæller, at de to danskere blev transporteret til lufthavnen af folk fra Interpol.

- Og i lufthavnen blev de mødt af folk fra det, jeg tror, I kalder SØIK, som ledsagede dem ombord, siger han.

- Er det normalt, at du tager ud til klienter i lufthavnen - eller er det, fordi denne sag var speciel?

- Jeg ville bare være sikker på, at alt var okay i lufthavnen. Der var ikke anden grund end det.

Britta Nielsen blev ført væk fra flyet af politifolk. Foto: Mogens Flindt 112 - 9. nov. 2018 - kl. 13:27 Se billedet: Britta er landet i Danmark

Kaffe og mad
Han repræsenterede den 38-årige i retten, mens det var hans chef, Piet du Plessis, der mødte for Britta Nielsen.

Piet du Plessis fortæller til Ekstra Bladet, at klienterne lettede fra lufthavnen i Johannesburg.

- De fik kaffe og noget mad i lufthavnen. Alt var helt roligt. Efter omstændighederne er de glade for at rejse hjem nu, fortæller han.

Han siger, at de fløj klokken 21 sydafrikansk tid med kurs mod Doha, hvor de havde en kort ventetid, før de fløj videre til København med Qatar Airways.

- Alt er forløbet som planlagt, og vi er meget tilfredse med forløbet, siger Piet du Plessis.

Stiaan Krause tog selv fra lufthavnen noget tid før, danskerne lettede. Han ønsker ikke at fortælle, hvordan deres sindsstemning var.

For den sydafrikanske advokat har sagen og den store medieinteresse været meget særlig.

- Det er nyt for mig. Det er første gang, at jeg har håndteret en sag, der har genereret så meget opmærksomhed. Men den juridiske del har været meget interessant, siger han.

Både Britta Nielsen og den 38-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i morgen i Retten på Frederiksberg.

Manden er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, fordi dansk politi mener, at han modtog en række værdier, herunder ejendomme og penge, fra den svindelmistænkte Britta Nielsen, som er sigtet for at have bedraget sig til mindst 111 millioner kroner fra den danske statskasse.

Den 38-årige mand blev anholdt i Johannesburgs lufthavn 30. oktober, da han forsøgte at rejse ud af landet, og en international arrestordre fra Danmark bonede ud i passystemet.

Ifølge arrestordren mod den 38-årige mand har han angivelig modtaget mindst 3,6 millioner kroner fra Britta Nielsens omfattende svindel.

Manden er beskyttet af navneforbud, og derfor er Ekstra Bladet afskåret fra at komme nærmere ind på hans identitet og relation til Britta Nielsen.

Britta Nielsen og hendes medsigtede ankom til Københavns Lufthavn i dag. Foto: Mogens Flindt
Britta Nielsen og hendes medsigtede ankom til Københavns Lufthavn i dag. Foto: Mogens Flindt

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen