Ægtepar blev truet: Jeg smitter jer med coronavirus

John og Signe Northroup fra Vordingborg modtog trusler om smitte med coronavirus, hvis ikke de betalte 4000 dollars

Signe og John Northroup modtog på deres 61-års bryllupsdag en trusselsmail om, at hvis ikke de overførte 4000 dollars i bitcoins, ville de blive smittet med coronavirus. Billedet er taget på bryllupsdagen. Privatfoto
Signe og John Northroup modtog på deres 61-års bryllupsdag en trusselsmail om, at hvis ikke de overførte 4000 dollars i bitcoins, ville de blive smittet med coronavirus. Billedet er taget på bryllupsdagen. Privatfoto

På John og Signe Northroups 61-års bryllupsdag var det ikke kun lykønskninger, der fandt vej til parrets indbakke.

Da 87-årige John Northroup 20. marts åbnede sin mail, fandt han nemlig en besked med følgende ordlyd:

'Jeg kender hver eneste beskidte detalje om jeres liv. I skal betale mig 4000 dollars med bitcoins, og hvis jeg ikke får pengene, vil jeg smitte hele jeres familie med coronavirus.'

Denne mail blev sendt til ægteparret John og Signe Northroup fra Vordingborg på deres 61-års bryllupsdag. Privatfoto
Denne mail blev sendt til ægteparret John og Signe Northroup fra Vordingborg på deres 61-års bryllupsdag. Privatfoto

Afsenderadressen var italiensk-klingende, og ægteparret fik sig noget af et chok.

- Det er jo meget aggressivt og ondskabsfuldt. Vi troede jo dårligt nok vores egne øjne. Og så på vores 61-års bryllupsdag, sikke en hilsen, siger 88-årige Signe Northroup til Ekstra Bladet.

Ændrede kodeord
Ægteparret Northroup kontaktede straks politiet, som dog manede til ro og bad dem ignorere mailen.

- Vi blev da forargede og forskrækkede. Men vi gjorde ikke andet end at ændre vores kodeord med det samme, siger Signe Northroup.

Til Sjællandske lyder rådet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at man ignorerer henvendelser som den, ægteparret Northroup modtog.

 - Man skal hverken betale eller besvare mailen, siger Carsten Høj Hansen, som er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Advare andre
Signe Northroup håber, at deres historie kan være med til at advare andre mod at handle på trusselsmails.

- Jeg håber da ikke, at der er flere, der er blevet udsat for det. Det er da utrolig ondskabsfuldt, siger hun.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan it-kriminelle i stor stil udnytter coronakrisen til for eksempel at sende falske mails. De kriminelle udgiver sig for at være fra Sundhedsstyrelsen.

Nedenfor kan du læse, hvordan du bedst kan sikre dig mod it-kriminalitet.

Det kan du også gøre

Tjek om dit password eller andre brugerdata er blevet lækket. Det kan du gøre på hjemmesiden haveibeenpwned.com.

Hvis dine data er blevet lækket, skal du omgående skifte passwords. Du bør aldrig genbruge passwords på tværs af tjenester.

Slå to-faktor-bekræftelse til med sms-koder eller en sikkerhedsapp som Google Authenticator på alle de tjenester, det er muligt at gøre det på.

Sørg for dagligt at opdatere både apps og styresystemer til seneste udgave. Det lukker sikkerhedshuller og beskytter dit udstyr bedre.

Del aldrig pinkoder, NemID og brugernavne med andre end de godkendte sider og tjenester, hvor der er brug for det. Vær særligt kritisk med, hvornår du bruger NemID.

Skift dit NemID-nøglekort ud med NemID-nøgleapp. Det hæver sikkerheden, fordi hver transaktion skal godkendes i appen, og koderne ikke kan deles med andre.

Hold op med at klikke dig videre fra tvivlsomme sms, beskeder i sociale medier og mails. Udvælg i stedet anerkendte hjemmesider fra myndigheder, firmaer og medier, du har tillid til. Og gå direkte til hjemmesiderne ved at taste deres adresse ind i din browser.

Få flere gode råd, og tag en sikkerheds-test på sikkerdigital.dk