Ældre mand fængslet for coronabreve

63-årig skrev ifølge politiet breve, som han påstod indeholdt coronasmitte - han nægter sig skyldig

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 63-årig mand er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have sendt en række breve, som ifølge afsenderen indeholdt coronasmitte.

Manden nægter sig skyldig og ønsker ikke at udtale sig, siger politikommissær Carsten Straszek til Ekstra Bladet.

Alligevel valgte dommeren ved Retten i Aalborg at fængsle manden, som er sigtet for at have sendt coronabreve til adskillige personer i Aalborg.

De er ifølge politikommissæren anmeldt til politiet gennem de seneste to uger, og det drejer sig om breve med truende indhold.

- De er ikke 100 procent enslydende, men indeholder en blanding af trusler om, at der er corona i brevet, og almindelige dødstrusler mod modtageren, siger Carsten Straszek.

Brevene er håndskrevne og leveret i et meget snævert geografisk område i Aalborg Centrum. De er uden frimærker og placeret i tilfældige postkasser.

- Har den sigtede så coronavirus?

- Det er der ikke nogen indikationer på. Mens han har været i vores varetægt, har han ikke udvist sygdomstegn, siger Carsten Straszek.

- For hvis gerningsmanden havde corona, var det i hvert fald ikke tomme trusler, men måske endda skærpende?

- Vi har ikke fået resultatet af den tekniske undersøgelse, siger politikommissæren, som uddyber, at der indtil videre er noteret sigtelser for 11, men:

- Der er kommet flere anmeldelser, som vi ikke har oprettet forhold på endnu, og vi har en formodning om, at mediernes omtale kan genere flere anmeldelser.

Det er blandt andet vidneforklaringer, som har ført til pågribelsen af manden, som blev anholdt onsdag morgen.

- Mistanken mod ham bygger også på, at nogle af brevene er underskrevet med et navn på en person, som  intet tyder på har noget med det at gøre, siger politikommissæren, som ikke kan afsløre, hvorvidt den person, som tilsyneladende er blevet forsøgt hængt op på forbrydelsen, kender den sigtede.

- Jeg ved ikke, om der er nogen relation.

Politiet har fået ti anmeldelser fra borgere i Aalborg og en enkelt fra et boligselskab, der har modtaget et eller flere coronabreve.

Politiet tager sagen meget alvorligt:

- Coronavirus har kæmpe omkostninger for alle i øjeblikket, og det er selvsagt skræmmende og utrygt at blive udsat for trusler, så det her er på alle måder en sag, vi tager dybt alvorligt. Også selv om manden ikke har vist tegn på sygdom, mens han har været i vores varetægt, sagde Straszek forud for grundlovsforhøret.

Hækkerup vil indføre dobbeltstraf
Justitsminister Nick Hækkerup fremlagde i onsdags et lovforslag om, at man får en straf, der er dobbelt så hård som normalt, hvis man har begået kriminalitet, som er relateret til den igangværende coronakrise.

Hvorvidt denne forbrydelse kan takseres som coronarelateret er uvist, men:

- Man vedtager ikke love med tilbagevirkende kraft, men det betyder ikke, at truslen om coronasmitten ikke kan være en skærpende omstændighed, siger Carsten Straszek.

Dobbeltstraf
I et notat om loven har Justitsministeriet oplistet en række eksempler på, hvordan de nye straffe skal bruges. Et tyveri af håndsprit fra et hospital til en værdi af 200 kr. skal for eksempel fremover som udgangspunkt straffes med fængselsstraf, dog af kortere varighed.

Også tricktyveri eller svindel med statens hjælpepakker til erhvervslivet skal straffes hårdere.

Lovforslaget skal hastebehandles i Folketinget, men nu har Radikale Venstre meddelt, at partiet vil stemme imod.

Det er langtfra det eneste lovforslag, som regeringen vil få og har fået hastebehandlet.

Det fik forleden Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, til at kritisere tendensen.

Signalpolitik
'Man skal derfor gøre sig klart, at man med denne lovgivning foregriber en eventuel domstolsbehandling og en sanktion, ingen kender, men i stedet sender et signal. Ingen ved, hvordan der ville være dømt', skriver han blandt andet og gør opmærksom på, at:

'Ingen har gjort sig den ulejlighed at høre domstolene om, hvordan de med den nuværende lovgivning ville kunne forventes at dømme i situationer, hvor kriminaliteten er coronarelateret. Hvis sagen f.eks. angår en person, der er tiltalt for at have stjålet værnemidler fra et hospital og dermed udsat andre for fare, er jeg ret overbevist om, at dommeren ville tillægge det endog særdeles skærpende omstændigheder.'

Landsdommeren anfører videre, at:

'Hvis andre har været udsat for konkret fare, taler vi ikke bøder. Så kan vi være inde i helt andre bestemmelser i straffeloven. De bødeeksempler, ministeren tilsyneladende kommer med, er hentet fra Rigsadvokatens bødekatalog om dagligdagens småkriminalitet og er derfor næppe realistiske i den nuværende situation.'