Ældre mand forsvundet på fjerde døgn

Der er endnu ingen spor fra den ældre herre

Nordjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at finde den ældre herre. Foto: Politiet
Nordjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at finde den ældre herre. Foto: Politiet

En 81-årig mand har været forsvundet siden torsdag. Politiet er ude med hunde og droner i håbet om at finde Ehlers Pedersen fra Hjallerup nord for Aalborg.

Selvom manden har været væk i adskillige dage, så er der stadig håb søndag om at finde ham i god behold.

- Vi sætter stadig lid til, at vi finder ham i live. Men vi har jo ikke nogen konkret retning at lede i, så vi håber på at nogle lokale måske har set ham gå rundt i området, fortæller Poul Fastergaard, vagtchef hos Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Resten af søndagen vil politiet være ude med hunde og droner i Hjallerup-området.

- Vi går efter udelukkelsesmetoden, så vi gennemsøger hele Hjallerup. Vi fokuserer lige nu især på skov- og søområder. Han kan være gået sig en tur jo, fortæller Poul Fastergaard.

- Hvis der ikke er held søndag, så må vi se, om vi skal lede andre steder. Det tager vi stilling til mandag, meddeler vagtchefen.

Har været væk siden torsdag
Politiet oplyser, at der ingen spor er efter den ældre herre, hverken fysisk eller elektronisk.

- Han kan i princippet være steget på en bus og betalt kontant, fortæller vagtchefen.

indtil videre er der ikke kommet nogen henvendelser om lokale, som har set Ehlers Pedersen.

Politiet udtrykker, at de hjertens gerne hører fra borgere i området, som kan lede dem på sporet af den forsvundne mand.

Ehlers Pedersen er beskrevet som værende 160-165 cm høj, almindelig af bygning med tyk mave og en stor næse. han har gråt og hvidt hår.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere