Ældre mand udvist efter 31 år for 7,9 kilo kokain i lejlighed

En 70-årig marokkansk mand idømmes syv års fængsel og udvises efter 31 år i Danmark i sag om 7,9 kilo kokain

Retten på Frederiksberg har fredag idømt en 70-årig mand syv års fængsel for at have opbevaret knap otte kilo kokain i sin lejlighed. Han udvises desuden til Marokko. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Retten på Frederiksberg har fredag idømt en 70-årig mand syv års fængsel for at have opbevaret knap otte kilo kokain i sin lejlighed. Han udvises desuden til Marokko. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En ældre mand er i en sag om kokain blevet udvist til Marokko efter at have boet 31 år Danmark.

Udvisningen er for bestandigt.

Den 70-årige Mostafa Semlali er fredag i Retten på Frederiksberg blevet idømt syv års fængsel for at opbevare 7,9 kilo kokain i sin lejlighed i København. Kokainen blev opbevaret med henblik på videreoverdragelse.

Det fortæller anklager Danni Richter Larsen. Den ældre mand har ikke tidligere begået kriminalitet i Danmark, men på grund af sagens grovhed udvises han.

- Det er simpelthen, fordi kriminalitetens karakter er så grov. Så på trods af, at man har været her i rigtigt mange år, at man ikke er tidligere straffet, er 70 år og måske ikke har det bedste helbred, mener man, at han skal udvises, siger Danni Richter Larsen.

I sagen er den 28-årige Valbon Ziberi, der har dansk statsborgerskab, desuden dømt for at opbevare cirka et kilo ud af de knap otte kilo kokain. Han får tre år og seks måneders fængsel.

Valbon Ziberi var også tiltalt for at have kendskab til alt kokainen, men han dømmes altså kun for en mindre del.

- Spørgsmålet var, om den 28-årige mand kunne dømmes for det hele, idet der kun blev fundet fingeraftryk på en af pakkerne for ham, siger Danni Richter Larsen.

Der er også fundet 134.000 kroner i kontanter hos de to mænd, som er blevet konfiskeret.

Ifølge Danni Richter Larsen har de knap otte kilo kokain en værdi på mellem tre og fire millioner kroner, når det sælges på gaden.

Begge mænd har i sagen nægtet at have kendskab til kokainen, og de har anket til landsretten. De to har været varetægtsfængslet under sagen og er fortsat fængslet.

Sagen har været efterforsket i politiets særlige enhed Særlig Efterforskning Øst.

Kokainen blev fundet 8. august sidste år under en ransagning af den 70-åriges lejlighed, og manden blev i den forbindelse anholdt.

Undersøgelser af kokainen førte til, at den 28-årige mand også blev anholdt lidt over en måned senere.