Ældre par anmeldt for at dyrke sex ved børneinstitution - igen

For anden dag i streg er der kommet anmeldelser om et ældre par, der har dyrket sex ved en børneinstitution i Hasle i Aarhus

Et ældre par blev for anden gang anmeldt for at dyrke sex på offentlige arealer på Klokkervej i Hasle.

Grunden ligger lige tæt ved en vuggestue og børnehave.

Østjyllands Politi forsøgte i tirsdag at få fat i parret, men det lykkedes ikke. Men i torsdag indløb endnu en anmeldelse, og denne gang var politiet hurtige nok.

- Denne gang nåede en patrulje ud, netop som manden havde fået tøj på og var ved at cykle væk fra området. Det viste sig at være en 73-årig mand, der efter eget udsagn igennem de sidste mange år har hygget sig med en veninde på grunden, skriver politiet i deres døgnrapport.

Ifølge den 73-årige mand så mødtes han og veninden flere gange om ugen på grunden, der støder op til børneistitutionen.

- Han forklarer, at han ikke havde troet, at nogen havde set dem i forbindelse med deres hyggestund, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til Ekstra Bladet.

Hvis man har sex i fuld offentlighed kan man risikere en sigtelse for blufærdighedskrænkelse, hvis politiet tager én i akten.

Men den 73-årige mand var heldig, og politiet lod ham slippe.

-  Manden var ked af at have krænket andre. Han lovede derfor at finde et bedre sted til sine og venindens gymnastiske udfoldelser, og betjentene lod ham slippe med en påtale i denne omgang, skriver politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere