Afghansk dreng sat i flammer: Skole afviser blankt race som årsag

Mandag aften gik det galt for en 16-årig afghansk dreng. Fire skolekammerater kastede en brændende benzinbombe efter ham - skolen afviser hændelsen har noget med etnicitet at gøre

Se med her, hvor Ekstra Bladets journalist Karsten Gøttler opsummerer her sagen (Foto: Ernst van Norde, redigering: Kristian Hansen)

Mandag aften fik en 16-årig afghansk dreng kastet en molotov-cocktail efter sig af fire jævnaldrende danske skolekammerater. I følge politiet er der ikke tale om et angreb med etniske eller racistiske mislyde, men om en konflikt mellem de fire danskere og afghaneren, som pludselig er eksploderet.

Se også: Skole rystet over drenges angreb med Molotov-cocktail - elevs tilstand kritisk

Foto: Google Maps 112 - 7. feb. 2017 - kl. 20:23 Afghansk dreng sat i flammer: Skole afviser blankt race som årsag

Det samme afviser Mølleskolens konstituerede leder Alma Schack Andersen.

- Det kan jeg helt klart afvise, det er en konflikt mellem nogen drenge, og i min optik har det (etnicitet, red.) ingen betydning. Jeg ser ikke noget i det, og det kunne have været hvem som helst, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Skolelederen sendte tirsdag en intern mail ud til forældrene i 8. og 9. årgang. Heri informeres forældre om, at skolen har iværksat et beredskab, der skal hjælpe alle med at kunne videre efter det forfærdede overfald, og at de føler med den sårede elev.

Der står blandt andet i mailen:

'Vi har den dybeste medfølelse med alle implicerede. Særligt ofret, men også de 4 drenge, deres søskende og forældre'.

'Vi vil selvsagt være opmærksomme på, hvad der fremover kan ske, og vi vil appellere meget til, at I som forældre støtter op om skolen og de bestræbelser vi nu og fremover gør for igen at få normale tilstande'.

'Vi vil bede jer hjælpe jeres børn med at komme igennem dette uden yderligere konflikter'.

- Der spekuleres i, når I skriver, at I føler for alle implicerede, at det er fordi, der er mere i det etniske spørgsmål, at I måske kender til noget?

- Når vi skriver, at vi er kede af det på alles vegne, så er det fordi, selvom det naturligvis er værst for ofret, det er klart, men vi har bestemt også medfølelse for de familier og drenge, der er involverede, for det er en ulykkelig hændelse, der er sket. Og jeg tror ikke, at drengene har vidst, hvad konsekvenserne har været - jeg tror ikke, nogen ville have vidst det, fortæller Alma Schack Pedersen.

Kriseberedskab
Mølleskolen har brugt hele dagen på at snakke omkring hændelsen, og skolen oplyser om, at kriseberedskabet er aktiveret.

Men lederen kan endnu ikke give nogen færdig plan for, hvordan skolen videre vil tackle situationen, men de skal mødes igen i morgen inden skolestart og drøfte de videre muligheder.

- Vi ved, at der skal være en efterbehandling, for det er noget, der har berørt rigtig mange, og det er en rigtig trist episode. Men jeg kan ikke give dig nogen præcise detaljer endnu, fortæller hun.

De fire drenge blev sent mandag aften anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i retten i Horsens klokken 10.00 tirsdag. Alle fire danske drenge fra Ry blev tirsdag fængslet for grov vold mod deres jævnaldrende skolekammerat.

Angrebet skete tæt ved Mølleskolen i Ry, hvor den 16-årige var oppe at toppes med de fire andre, som alle er af dansk herkomst.

Havde aftalt at mødes
Vicepolitiinspektør Lars P. Madsen fra Sydøstjyllands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der har været en konflikt kørende mellem drengene.

- Der er ikke tale om, at drengene har jagtet deres offer rundt. Drengene aftalte alle at mødes mandag aften på et udendørs sted i Ry. Her havde drengene medbragt flasken med benzin. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad mellemværendet går ud på. Det arbejder vi fortsat med at få opklaret. Pludselig blev flasken med brændende benzin kastet mod den 16-årige, siger Lars P. Madsen til Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere