Afghanske styrker dræber IS-leder mistænkt for lægeangreb

Abdul Hasib, som menes at have givet ordre til IS-angreb på militærhospital i Kabul, er dræbt i Afghanistan.

Lederen af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat i Afghanistan, Abdul Hasib, er dræbt.

Hasib blev dræbt af afghanske specialstyrker i den østlige provins Nangarhar, siger præsident Ashraf Ghani søndag.

Abdul Hasib overtog ledelsen af den ekstremistiske gruppes gren i Afghanistan sidste år, da forgængeren Hafiz Saeed Khan blev dræbt i et amerikansk droneangreb.

Hasib menes at have givet ordre til et IS-angreb på et militærhospital i Kabul i marts, skriver nyhedsbureauet Reuters.

49 personer blev dræbt og 76 såret, da IS-soldater forklædt som læger begik en massakre på militærhospitalet.

Afghanske og amerikanske specialstyrker samarbejder i Nangarhar.

Lørdag blev to amerikanske soldater dræbt i provinsen. Det skete, dagen før at Hasib blev dræbt.

Amerikanske styrker har i flere måneder gennemført luftangreb mod IS i provinsen.

I april kastede det amerikanske militær landets største ikke-nukleare bombe, der populært går under navnet "alle bombers moder", i Nangarhar.

Selv om Islamisk Stat har været aktive i Afghanistan siden 2015, har den ekstremistiske gruppe aldrig haft flere end 3000 soldater i landet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere