Afslører uhyggelige detaljer om den 'tyske Rambo'

Straffeattesten viser uhyggelige tendenser hos den 'tyske Rambo', der er blevet jagtet siden søndag

Video/redigering: RTL via AP/Kristian Hansen

Siden søndag har tysk politi jagtet, hvad der beskrives som den 'tyske Rambo', og nu har Bild.de afsløret en uhyggelig side af 31-årige Yves Rausch.

De har nemlig fået adgang til hans strafferegister. Her bliver der tegnet et billede af en mand med anti-semitiske tendenser.

Som 15-årig blev han blandt andet dømt for at have ændret et skilt, hvor der stod 'Jugendwerks' til 'Juden weg', der kan oversættes til 'væk med jøder.

Derudover har man gennem hans ungdomsår observeret, at han har vist hagekors og SS-symboler frem.

Han har blandt andet fået en betinget dom på otte måneders fængsel for hadefulde ytringer.

I 2010 fik han desuden en dom på tre et halv års fængsel efter at have skudt en kammerat med sin armbrøst. Sidste år blev han dømt for brud på den tyske våbenlov.

Efterforskere har indtil videre undersøgt mere end 270 ledetråde i eftersøgningen af manden, der er tungt bevæbnet.

Man har gennemsøgt grotter, gamle bunkere og forladte bygninger i forbindelse med Rauschs flugt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Siden søndag
Ifølge Bild.de er manden hjemløs, men bevæbnet med pistol, kniv og bue og pil.

Menneskejagten har været i gang siden søndag i Oppenau beliggende i det sydvestlige Tyskland tæt på den franske grænse.

Flere end 1500 betjente til fods og luften forsøger at finde frem til Yves Rausch

Til trods for at han betegnes som hjemløs, har han holdt til i en hytte. En hytte, hvor politiet konfronterede ham med fire betjente.

Her trak han en pistol mod betjentene, hvilket fik dem til at lægge deres våben på gulvet.

Politiet trak sig efterfølgende ud af hytten, hvorefter Rausch flygtede med våben ud i skoven. Siden da har man jagtet manden.

Flere steder på nettet får betjentene røg for at overgive sig til en enkelt person. Politichef Reinhard Renter er dog af en anden overbevisning.

- I gjorde alt rigtig, siger han ifølge Bild.

15 års fængsel
Pågriber myndighederne Rausch, risikerer han op til 15 års fængsel. Men det kan blive lettere sagt end gjort.

For politiet arbejder lige nu på et område, der dækker over 8,6 kvadratkilometer skov. Så medmindre han overgiver sig, kan jagten, der startede søndag, tage evigheder.

- Personen, vi leder efter, har ikke noget permanent opholdssted, han kommer fra regionen og kender det her område. Skoven er hans stue, siger Reinhard Renter fra det tyske politi og uddyber:

- Det bliver en lang eftersøgning. Vi har know-how, teknologien og mandskabet. Vi bliver her.