Airbnb-værten fra Helvede: Kærestepar fandt skjult kamera i soveværelset

Pludselig opdagede de et lille sort hul i røgalarmen

Foto: Longboat Key Police Department.
Foto: Longboat Key Police Department.

Amerikanske Derek Starnes og hans kone havde lejet en lejlighed i Florida gennem Airbnb, men da de kom ind i soveværelset, opdagede de et lille sort hul i røgalarmen, der sad i loftet.

Derek Starnes åbnede røgalarmen, og her fandt han et kamera og en mikrofon.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt ABC.

Udlejeren Wayne Natt er nu anholdt og sigtet for voyeurisme. Ifølge politiet har han forklaret, at kameraerne udelukkende var til eget brug og altså ikke til at overvåge gæsterne.

- Han siger, at alle, der er blevet filmet, ved, at han filmede dem. Så spurgte vi: Hvis folk giver tilladelse til at blive filmet, når de har sex, hvorfor er det (kameraet) så gemt i røgalarmen, fortæller politibetjent Robert Bourque til ABC og tilføjer, at Wayne Natt forklarede, at han på den måde havde en bedre kamera-vinkel.

Foto: Longboat Key Police Department.
Foto: Longboat Key Police Department.
 

Airbnb tager samtidig stærk afstand fra episoden.

- Vi er forargede over det, der er sket. Så snart vi blev klar over det, blokerede vi personen og støttede de gæster, der er berørte, siger Ben Breit, der er talsmand for Airbnb, til ABC og fortsætter:

- Vi tager privatlivet utrolig seriøst, og vi har nul-tolerance over for sådan en opførsel.