Aktionsstyrken klar til Folkemøde

Mindst 600 betjente er sendt til Bornholm

Medlemmer af den ellers hemmelighedsfulde politienhed AKS gjorde sig bemærket med deres særlige udstyr. Foto: Anthon Unger
Medlemmer af den ellers hemmelighedsfulde politienhed AKS gjorde sig bemærket med deres særlige udstyr. Foto: Anthon Unger

ALLINGE (Ekstra Bladet): I dag åbner Folkemødet i Allinge, og i år er der massivt fokus på sikkerheden – blandt andet fordi den hollandske anti-islamist Gert Wilders er inviteret til at tale af Trykkefrihedsselskabet.

Mindst 600 betjente er udkommanderet til solskinsøen, og blandt de mange betjente er også medlemmer af politiets svar på Jægerkorpset, Aktionsstyrken.

Ved indgangen til Folkemødet gjorde medlemmer af den ellers hemmelighedsfulde politienhed sig bemærket med deres særlige udstyr.

Betjent-duoen var kørende på en kraftig BMW 1300 motorcykel. På ryggen havde de sært formede rygsække til særligt udstyr og våben.

Det er først lørdag, at Wilders skal tale, men allerede nu er der åbenlys fokus på sikkerheden. Allerede ved færgelejet i Rønne er der politi-overvågning, ligesom der er skærpet fokus på den lokale lufthavn.

Hos politiets presseenhed ved Folkemødet vil man ikke kommentere AKS’ tilstedeværelse.

- Men jeg kan sige, at vi i den grad er klar, siger Carsten Andersen fra presseenheden.

- I dag er vores første store fokus selve åbningen af Folkemødet, og så kører vi ellers på derfra.  Både stemning og vejr er i den grad i top, så foreløbigt ser det ud til at blive et godt Folkemøde, siger han.

Indtil videre har der ifølge Carsten Andersen ikke været noget synderligt at skrive hjem om politimæssigt set.

- Vi har foretaget nogle færdselskontroller, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne lige nævne, at vi har stor fokus på ulovligt parkerede biler. Det gælder særligt biler, der holder til gene ved ind- og udkørsler og steder, hvor de eventuelt står i vejen for udrykningskøretøjer. Her vil ulovligt parkerede biler blive fjernet, siger han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere