Alarmerende tal om motorcyklister: Fuldstændig meningsløst

Det højeste antal dræbte motorcyklister i 10 år

I 2017 blev 11 dræbt motorcyklister dræbt i trafikken. I 2019 var der alarmerende 27 dræbte. Foto: Rådet for Sikker Trafik
I 2017 blev 11 dræbt motorcyklister dræbt i trafikken. I 2019 var der alarmerende 27 dræbte. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Nye tal viser, at 2019 endte med det højeste antal dræbte motorcyklister i 10 år. Det er særligt soloulykker og ulykker med personbiler, som dræber og kvæster mange motorcyklister.

I 2019 blev 27 motorcyklister dræbt i Danmark, og det er det højeste antal i 10 år.

 I mere end ni ud af ti dødsulykker på motorcykel, er det en mand, der bliver dræbt.

Og i mere end otte ud af ti dødsulykker kørte motorcyklen for stærkt

Ulykker, hvor en personbil er involveret, tegner sig for halvdelen af de motorcykelulykker, hvor en motorcyklist blev dræbt eller kom til skade.

'Jeg har desværre oplevet at miste gode motorcykelvenner i tragiske ulykker, og uanset hvem der har skylden i ulykken, er det fuldstændig meningsløst, når det sker,' siger Lene Michelsen, formand for MCTC-Landsforeningen for Motorcyklister i en pressemeddelelse.

'Som motorcyklist er man nødt til selv at tage ansvar for sin egen sikkerhed i trafikken, og det handler blandt andet om at passe på farten og sikre sig, at andre trafikanter har set en. Vi håber, at 2020 kan blive året, hvor kurven for dræbte og tilskadekomne motorcyklister knækker, fortsætter hun.

'Det er alt for ofte menneskelige fejl eller direkte forkert adfærd, som er grunden til, at ulykkerne sker,' siger Jeppe Gudmandsen, pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

I bilisternes organisation FDM, siger chefkonsulent Dennis Lange:

- Vi ser med bekymring på det høje antal dræbte motorcyklister. Bilerne bliver løbende mere sikre, og det vil med tiden uden tvivl også have en afledt positiv effekt for motorcyklisternes sikkerhed, men vi kan ikke vente på, at systemerne skal knække ulykkesstatistikken.

- Derfor opfordrer vi bilisterne til at være ekstra opmærksomme, orientere sig en ekstra gang og vente med for eksempel at køre ud fra en sidevej eller svinge, hvis man er det mindste i tvivl om motorcyklens hastighed. Overser man en motorcyklist, kan det ende fatalt, siger Lange.

Antal dræbte motorcyklister 2010 til 2019:

2010: 22 dræbte motorcyklister

2011: 23 dræbte motorcyklister

2012: 10 dræbte motorcyklister

2013: 15 dræbte motorcyklister

2014: 18 dræbte motorcyklister

2015: 19 dræbte motorcyklister

2016: 26 dræbte motorcyklister

2017: 11 dræbte motorcyklister

2018: 21 dræbte motorcyklister

2019: 27 dræbte motorcyklister

De mest typiske motorcykelulykker

- Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.
- Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.
- Bilist, der kører ud fra sidevej, fejlvurderer hastighed og afstand - eller overser helt motorcyklist.
- Motorcyklist under overhaling opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.
- Motorcyklist kører op bag i holdende bil.

Gode råd til motorcyklisterne:
- Overhold hastighedsgrænserne. Dødsulykker med motorcykler skyldes ofte for høj fart, og at andre fejlvurderer, hvor hurtigt du kører.
- Sikkerhedsudstyret: Hav altid det korrekte sikkerhedsudstyr på, når du kører motorcykel. Overvej eventuelt en airbagvest.
- Synlig for bilisterne: Gør dig synlig med motorcykeltøj eller hjelm i pangfarver.
- Sørg for, at din køreteknik er i orden. Hvis din rutine er rusten, så tag et køreteknisk kursus.

Gode råd til bilisterne:
- Vær forberedt på at motorcykelsæsonen er i gang og hold ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.
- Brug god tid på at orientere dig. Brug side- og bakspejl. Motorcykler kan komme meget hurtigere, end du tror.
- Brug god tid til at orientere dig når du krydser eller svinger ind på en vej.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik / Landsforeningen for Motorcyklister / FDM

301 kommentarer
Vis kommentarer