Albertes hund forsvandt: Afpresset af mystisk mand

En familiehund forsvandt på mystisk vis fra sit hjem. Familien frygter det værste efter besynderlige telefonopkald fra en mand, som prøver at afpresse dem

den 11-måneder gamle hund, Emma, har stadig ikke fundet tilbage til sit hjem nær Frederikssund. Foto: Privat.
den 11-måneder gamle hund, Emma, har stadig ikke fundet tilbage til sit hjem nær Frederikssund. Foto: Privat.

Hunden Emma forsvandt 3. august fra Alberte Bidstrups baghave nær Frederikssund. Familiens to hunde legede på marken bag deres hjem, men det var kun den ene hund, som kom hjem igen.

Det fik hundeejeren Alberte Bidstrup til tasterne. I et Facebook-opslag lovede hun en dusør, hvis nogen kunne hjælpe med oplysninger.

Forlangte 5000 kroner
Et par dage efter modtog de et opkald fra en mystisk mand, som ringede fra hemmeligt nummer. Manden havde efter eget udsagn oplysninger om den forsvundne hund. Han forlangte 5000 kroner for yderligere oplysninger om hunden.

Den mystiske mand virkede meget forvirret og mærkelig i telefonen, fortæller Alberte Bidstrup og fortsætter,

- Han ville ikke ud med sproget, og han blev mere og mere aggressiv og gal.

- Min kæreste blev ved med at spørge manden om, hvor hunden var. Til sidst fortalte manden, at den var i Trekroner ved Roskilde, husker Alberte Bidstrup.

Manden lagde røret på, men ringede op umiddelbart med det samme igen for at opkræve de 5000 kroner. Han forlangte samtidig at få oplyst hundens chipnummer. Familien nægtede at oplyse det. Alberte Bidstrup og hendes kæreste ikke ville betale manden, hvis ikke de fik nogle oplysninger om, hvor hunden befandt sig.

Den menneskeglade hund har aldrig løbet væk hjemmefra, derfor undrer det familien, at hunden pludseligt er forsvundet. Foto: Prviat.
Den menneskeglade hund har aldrig løbet væk hjemmefra, derfor undrer det familien, at hunden pludseligt er forsvundet. Foto: Prviat.

Racehund
Den forsvundne hund har sat mange tanker i gang hos Alberte Bidstrup. Emma er af racen staffordshire bull terrier.

- Det er en ren racehund, så vi frygter, at nogen har stjålet hende for at avle videre. Men vi har selv meldt hende stjålet i hunderegisteret, fortæller Alberte Bidstrup.

Hunde som Emma sælges med papirer til alt mellem 13.000-17.000 kroner.

Alberte beskriver hunden Emma som værende menneskeglad og venlig, men meget afhængig af deres anden hund.

Blev ved
Dagen efter de mystiske opkald modtog Alberte Bidstrup endnu et opkald fra et hemmeligt nummer. Da hun besvarede telefonen, kunne hun høre, at der er var en mand i den anden ende, men vedkommende sagde intet.

Herefter blev der lagt på. Alberte Bidstrup er ikke i tvivl om, at det er den samme mand, som ringede dagen før.

- Vi er enormt kede af, at vores hund er væk, og samtidig er det utroligt ubehageligt at modtage opkald fra en aggressiv mand. Vi er ikke engang sikre på, at manden har noget med vores hunds forsvinden at gøre, uddyber Alberte Bidstrup.

Specielt familiens 2-årige datter er meget påvirket over den forsvundne hund.

Datteren Vilje på 2 år, som savner sin hund. Foto: Privat
Datteren Vilje på 2 år, som savner sin hund. Foto: Privat

Politiet er kontaktet
Alberte Bidstrup og hendes kæreste tog kontakt til politiet, som efter sigende ikke mener, at familien burde gøre anden end at lade være med at overføre penge til den mystiske mand.

Den første politimand familien talte med, mente efter Alberte Bidstrups udsagn ikke, at der skulle gøres noget. Derfor har familien taget sagen i egen hånd, og gennemsøgt alle nærtliggende områder med hjælp fra venner, familie og bekymrede medborgere. Mange i Roskilde-området har kontaktet familien, og mener, at have set hunden. Det er stadig ikke bekræftet, om hunden befinder sig i Roskilde-området.

Politiet vil ikke lave en sag om den forsvundne hund, fortæller Alberte Bidstrup. De mener ikke, at der er belæg for at melde hunden stjålet. Dog vil politiet undersøge, om der er tale om reel afpresning på grund af de mystiske opkald familien har modtaget, oplyser Nordsjællands politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere