Allans Facebook blev brugt til svindel: - Jeg har simpelthen været så ked af det

Allan Schøtt fik hacket sin facebook. Facebook-kontoen blev lavet om til at være en falsk politimand kaldet Preben Nielsen

Har du været udsat for Preben Nielsens tricks? Så hører vi gerne fra dig. Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Den falske politimand, der på Facebook kalder sig 'Preben Nielsen' har haft lange fingre det sidste stykke tid.

Svindleren har forsøgt at få personlige oplysninger som nem-id, cpr-nummer og kontokoder igennem Facebook. Hans metode består i at anklage almindelige danskere for den selvsamme forbrydelse, han selv begår.

Han overbeviser dem derefter om, at den eneste måde at rense deres navn på er ved at give ham oplysninger. Den metode virkede på Allan Schøtt, som også fik hacket sin facebook.

Efter den falske politimand fik fingrene i Allan Schøtts Facebook-konto, lavede han alt om på den, så det lignede, at det var 'Preben Nielsens' konto.

- Jeg var så dum. Jeg troede virkelig på, han var politimand. Jeg har haft det rigtig dårligt med, at han har brugt min konto til at snyde folk, siger han

Slap med skrækken
Selvom Allan Schøtt sendte både nem-id og cpr-nummer, slap han uden at få stjålet nogen penge. Det var en dygtig bankmand, der sparede Allan for en hel masse besvær.

- Min bankmand var hurtig til at regne ud, at der var noget galt. Han fik lukket det hele ned meget hurtigt, siger Allan Schøtt.

De seneste dage har været hårde for Allan, da han har følt sig skyldig i, at andre blev snydt.

- Jeg har simpelthen været så ked af det, siger han.

Allan Schøtt har meldt det til politiet og fik for nylig besøg af to betjente. Alle Allans Facebook-venner er blevet informeret om svindleren, så nu håber han bare på, at skaden er minimeret.

Nordjyllands politi oplyser, at svindleren stadig er på fri fod.

Den omtalte Facebook-konto er blevet slettet.

Se også: Udbetaling Danmark advarer mod hidtil uset mange fusk-mails

Se også: Politi advarer: Pas på 'Preben Nielsen'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere