Alle løsladt fra gidseldrama

Alle 20 gidsler er blevet løsladt efter gidseldrama, der har varet det meste af tirsdagen igennem

Se video fra gidseltagningen her. Video: Reuters

En gidselsituation har tirsdagen igennem udspillet sig i byen Lutsk i det vestlige Ukraine.

En mand tog omkring 20 personer om bord på en bus som gidsler, og ifølge politikilder har han affyret skud efter en drone. Omkring 20.50 blev alle gidsler løsladt og gerningsmanden anholdt.

Det oplyser lokalt politi ifølge BBC og nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Ingen af gidslerne er kommet fysisk til skade.

DR-korrespondent Matilde Kimer skrev på Twitter omkring 20.00, at tre personer er blevet frigivet fra bussen. Der var her tale om et barn, en gravid og en ældre kvinde.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky efterlevede en af gidseltagernes krav. Præsidenten har således lagt en video på sin Facebook-profil, hvor han siger:

'Filmen 'Earthlings' fra 2005. Se den, alle'.

En video, som præsidenten siden har fjernet.

Opfordringen kommer efter pres fra gidseltageren. Filmen, der er speaket af Joaquin Phoenix, handler om, hvordan menneskers forbrug plager jorden.

Om det var det, der fik manden til at overgive sig til politiet vides endnu ikke.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Gidslerne er i bussen her. Foto: TETIANA HRISHYNA/Ritzau Scanpix
Gidslerne er i bussen her. Foto: TETIANA HRISHYNA/Ritzau Scanpix
 

Manden sagde gennem forløbet til politiet, at han har sprængstoffer og våben på sig. Han skulle blandt andet have kastet en granat, der ikke detonerede.

Det vides ikke, hvilke yderligere krav gidseltageren havde. Politiet har afspærret byens centrum i forbindelse med episoden og opfordrede folk til at holde sig væk.

Gidseltageren er blevet identificeret som den 44-årige russer Maksym Kryvosch. En mand, der har tidligere domme bag sig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Politiet rullede det tunge skyts ud i forbindelse med episoden. Foto: Ritzau Scanpix/YURIY DYACHYSHYN
Politiet rullede det tunge skyts ud i forbindelse med episoden. Foto: Ritzau Scanpix/YURIY DYACHYSHYN

Han skulle ifølge BBC have proklameret, at han har placeret en fjernstyret bombe et andet sted i byen.

Gør alt
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, skriver ligeledes på Facebook, at skud er blevet hørt, og at bussen er beskadiget i forbindelse med episoden.

- Der bliver gjort alt for at løse situationen, uden at nogen kommer til skade, lyder det fra præsidenten ifølge Reuters.

Sådan så det ud, da tre af gidslerne blev frigivet tidligere. Foto: Ritzau Scanpix/Pavlo Palamarchuk
Sådan så det ud, da tre af gidslerne blev frigivet tidligere. Foto: Ritzau Scanpix/Pavlo Palamarchuk
 

Manden, som er blevet identificeret, skal angiveligt have udtrykt frustration over Ukraines politiske system på sociale medier. Det oplyser politiet ifølge de nordiske nyhedsbureauer NTB og TT.

Billeder fra stedet viser en lille bus parkeret midt på en tom gade. To vinduer i bussen er blevet smadret, og andre vinduer er dækket af gardiner.

Opdateres ...