Alt er brændt: Her reddede mor sin lille datter ud af brand-helvede

- Det vigtigste er, at min kone og lille datter har reddet livet, siger Leif efter at deres stuehus på gården er totalt udbrændt

Foto: Claus Jessen

- Alt er brændt. Nu skal jeg have møde med forsikrings-selskabet - og så skal jeg have købt et stort kødben til Molly.

32-årige Leif fra Outrup ved Varde er, på trods af at familien har mistet alle ejendele ved branden natten til torsdag, ved godt mod.

- For min kone og lille datter på tre år reddede livet. Det er det vigtigste, siger Leif til Ekstra Bladet.

Den lille familie er endnu for chokeret til at stå frem med fuldt navn og billede efter det natlige drama, hvor hunden Molly vækkede den 27-årige mor, som lå og sov på førstesalen sammen med sin tre-årige datter.

Flygtede ud af vindue
Leif selv var på natarbejde og oplevede derfor ikke selv, hvordan hustruen flygtede ud af et vindue fra førstesalen og sprang ned på et halvtag med den lille datter i favnen.

Flammerne buldrede løs i stueetagen og førstesalen var indhyllet i røg. Alligevel holdt den 27-årige kvinde hovedet helt koldt og fik reddet sig selv og datteren ud af brand-helvedet.

- Det var utroligt flot handlet i den pressede situation, siger vagtchef Erik Lindholt til Ekstra Bladet.

Intet kan bruges
Mens mor og datter er indlagt på sygehuset med røgforgiftning har Leif været gennem stuehuset, som var ved at blive renoveret, for at lede efter ejendele.

Der er absolut intet tilbage. Alt er væk. Personlige ejendele, papirer, fotografier og familie-minder. Intet vil formentlig kunne genbruges, når huset skal bygges op igen. Selv radiatorerne er ødelagte.

- Jeg skulle egentlig selv hente min kone og datter på sygehuset. Men jeg har ikke tid på grund af en række praktiske ting. Så nu henter mine forældre dem, siger Leif til Ekstra Bladet.

Reddede og hunde og heste
Den 27-årige kone formåede ikke blot at bjærge sig selv og datteren ud af det brændende stuehus. Hun fik også hundene ud. Hestene i den nærliggende stald blev også lukket ud på marken.

- Telefonen var inde i huset. Så hun måtte løbe hen til mine forældre for at slå alarm, beretter Leif.

Brandårsagen er fortsat ukendt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere