Alvorlig arbejdsulykke: Brandmand styrter tre meter ned

En brandmand kom tirsdag til skade i forbindelse med slukningsarbejde i Græsted

En brandmand faldt tirsdag tre meter ned under slukningsarbejde i Græsted. Foto: Allan Andersen
En brandmand faldt tirsdag tre meter ned under slukningsarbejde i Græsted. Foto: Allan Andersen

Frederiksborg Brand & Redning rykkede tirsdag ud til en brand på en gård i Græsted.

I forbindelse med slukningsarbejdet faldt en brandmand igennem taget og kom til skade.

Det fortæller indsatsleder Thomas Danholm til Ekstra Bladet.

- Vi var i gang med efterslukningsfasen på en gårdbrand i Græsted. Her går vores medarbejder på et betondæk en staldbygning. Pludselig bryder det simpelthen sammen under ham, og så falder han omkring tre meter ned. Han lander i en masse murbrokker. Så det var alvorligt, fortæller indsatslederen.

Ifølge Thomas Danholm fik han i samarbejde med sine kolleger hurtigt den pågældende medarbejder ud af bygningen.

- Vi fik ham hurtigt ud og efter omstændighederne havde han det nogenlunde på daværende tidspunkt. Han havde selvfølgelig ondt. Vi fik ringet til en ambulance, som hurtigt kom, og han blev lagt på en båre og kørt til Hillerød Hospital, siger indsatslederen.

Ødelagt arm
Ifølge Thomas Danholm så ulykken meget voldsom ud, men heldigvis er medarbejderen, efter indsatslederens oplysninger, ikke kommet alvorligt til skade.

- Jeg talte med ham i morges, og han har fået forskellige skader på sin arm. Hvorvidt den er brækket, ved jeg endnu ikke. Jeg afventer en status fra ham. Det får jeg i morgen, hvor jeg skal tale med ham om det hele.

Thomas Danholm fortæller, at han og de andre medarbejdere er meget påvirkede af ulykken.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af det på hans og familiens vegne. Det her betyder nok, at han skal være sygemeldt i noget tid, og det er altid beklageligt, når sådan noget sker. Men det er dejligt, at han har det godt efter omstændighederne. For det kunne have gået meget værre. Han faldt jo langt ned, siger han og fortsætter.

- Det hele gik meget stærkt. Der var meget stille, indtil ambulancen kom. Det påvirkede alle. Det kunne man se på dem. Så det er dejligt at vide, at han har det godt efter omstændighederne.

Er der noget, I kunne have gjort for at fohindre ulykken?

- Jeg meldte med det samme hændelsen til politiet, fordi der jo er tale om en ulykke på arbejdet. De mente ikke, at der var anledning til at tage sagen videre. Vi kunne ikke have forudset, at det her skete. Vi havde gået rundt på det loft i mange timer, uden at der skete noget. Det er bare uheldigt, at der så skulle ske noget til sidst. Vi var jo tæt på at være færdige og havde kun 15-20 minutter tilbage. Men det er den risiko, man tager, når man har sådan et job.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Nordsjællands Politi, som bekræfter, at de har fået en anmeldelse om ulykken.

De ønsker dog ikke at kommentere sagen yderligere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen