Alvorlig højresvingsulykke

Kvinde fløjet til Rigshospitalet, efter hun var med i en højresvingsulykke i Næstved

Video: Per Rasmussen

Politiet var til stede ved Vordingborgvej og Blegdammen i Næstved, hvor der skete en trafikulykke.

Det oplyste Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi på Twitter.

Krydset er nu frit, da de tekniske undersøgelser og oprydningsarbejdet er færdigt.

Politiet fik anmeldelsen 12.40, og vagtchef Henrik Karlsen oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om en højresvingsulykke, hvor de implicerede er en bil og en cyklist.

- Umiddelbart ser det alvorligt ud. Derfor er vi til stede med redningsmandskab, ambulancer, helikopter og alt hvad den kan trække, siger vagtchefen.

Politiet oplyser efterfølgende på Twitter, at cyklisten er blevet fløjet til Rigshospitalet, mens en bilinspektør laver tekniske undersøgelser på stedet.

- Der er tale om en kvinde, som er født i 1942 og kommer fra lokalområdet, siger vagtchef fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi Jan Nielsen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke fået yderligere opdateringer om, hvordan kvindens tilstand er, men kan oplyse, at de pårørende er blevet underrettet.

Ekstra Bladet følger kvindens tilstand.