Alvorlig ulykke: Mand køres med eskorte til hospitalet

En mand blev ramt af en bil på en parkeringsplads i Helsingør. Håndbremsen i bilen var ikke trukket

En mand bliver onsdag over middag kørt med politieskorte til Rigshospitalet efter en ulykke.

Nordsjællands Politi modtog klokken 12.15 en anmeldelse om, at en mand var kommet til skade.

Der var angiveligt en, der havde glemt at trække håndbremsen i en varebil, der stod på en parkeringsplads på Hesteskoen i Helsingør.

Den store bil var begyndt at trille, og den ramte manden, der endte under bilen.

- Bilen bliver fjernet af nogle andre på stedet, der har en gaffeltruck, som kan løfte den og få manden ud, siger pressevagten.

Manden er ved bevidsthed på vej til hospitalet. Han skal have fået nogle skader ved hovedet.

Politiet kan dog ikke oplyse nærmere om mandens tilstand onsdag omkring klokken 13.