Alvorlig ulykke: Mand steg ud af bil på motorvej

En alvorlig hændelse på Esbjergmotorvejen førte til afspærring i godt to timer

Esbjergmotorvejen er spærret mellem Brørup og Vejen efter en alvorlig ulykke. (Foto: Google Maps)
Esbjergmotorvejen er spærret mellem Brørup og Vejen efter en alvorlig ulykke. (Foto: Google Maps)

En alvorlig ulykke har tirsdag formiddag betydet, at Esbjergmotorvejen var spærret i østlig retning mellem frakørsel 69 og 68 i godt to timer.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Det, vi indtil videre har fået at vide, er, at en mand med trailer kommer kørende i østlig retning. Og så fordi der angiveligt er noget galt med traileren, stiger han ud af bilen og bliver ramt af en forbikørende, siger Klaus Skovgaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Der er endnu ikke oplysninger om mandens tilstand efter påkørslen, som skete omkring 11.20.

- Ifølge den første melding, vi fik, var det alvorligt, men hvor galt det er, ved vi ikke endnu, siger vagtchefen.

En bilinspektør var på stedet for at fastslå årsagen til ulykken, og motorvejen var derfor spærret i godt to timer, mens oprydningsarbejdet stod på, og bilinspektøren arbejdede på stedet.

Kort før 13.30 er motorvejen dog blevet genåbnet.

Ekstra Bladet følger sagen...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere